1. Kongebog, kapitel 17
V1 Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: »Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.« v2 Så kom Herrens ord til ham: v3 »Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. v4 Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig.« v5 Så gik han, og han gjorde, som Herren havde befalet. Han gik hen og slog sig ned ved bækken Kerit øst for Jordan. v6 Ravnene bragte ham brød og kød morgen og aften, og han drak af bækken.
v7 Nogen tid efter tørrede bækken ud, fordi
der ikke var faldet regn i landet. v8 Da kom Herrens ord
til ham: v9 »Gå nu til Sarepta ved Sidon
og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér
befaling om at sørge for dig.« v10 Så gik han til Sarepta, og da
han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede
brænde. Han kaldte på hende og sagde: »Hent lidt
vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at
drikke.« v11 Da hun gik for at hente det, kaldte
han på hende og sagde: »Tag også et brød med
til mig!« v12 Hun svarede: »Så sandt
Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en
håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg
ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg
hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har
spist det, kan vi lægge os til at dø.« v13 Men Elias sagde til hende: »Du
skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har
sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud
med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.
v14 For dette siger Herren, Israels
Gud:
Krukken skal ikke blive tom for mel
og kanden ikke mangle olie,
før Herren lader det regne på jorden.«
v15 Så gik hun bort og gjorde, som
Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik
føden i lang tid. v16 Krukken blev ikke tom for mel, og
kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde
talt ved Elias.
v17 Senere skete der det, at sønnen af denne kvinde, husets ejer, blev syg; hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham. v18 Da sagde hun til Elias: »Hvad har jeg med dig at gøre, gudsmand? Du er kommet til mig for at gøre Gud opmærksom på min skyld og få min søn slået ihjel!« v19 »Overlad din søn til mig,« sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng. v20 Han råbte til Herren: »Herre min Gud! Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jeg har fundet husly hos, og slå hendes søn ihjel?« v21 Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: »Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!« v22 Herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. v23 Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!« v24 Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.«
1. Kongebog, kapitel 18
v1 Lang tid efter, i det tredje år, kom Herrens ord til Elias: »Gå hen og træd frem for Akab, for nu vil jeg lade det regne på jorden.« v2 Så gik Elias hen for at træde frem for Akab.
Men hungersnøden var hård i Samaria, v3 og Akab tilkaldte hofchefen Obadja. Obadja nærede stor frygt for Herren. v4 Dengang Jezabel udryddede Herrens profeter, havde Obadja taget hundrede profeter og gemt dem i to huler, halvtreds i hver, og han havde sørget for dem med mad og drikke. v5 Akab sagde nu til Obadja: »Drag rundt i landet til alle kilder og bække, måske kan vi finde græs nok til at holde liv i heste og muldyr, så vi ikke behøver at slå noget af kvæget ned.« v6 Så fordelte de landet, de skulle gennemsøge, imellem sig; Akab gik den ene vej og Obadja den anden.
v7 Mens Obadja var undervejs, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham, kastede sig ned og sagde: »Er det virkelig dig, min herre Elias?« v8 »Ja, det er mig,« svarede han, »gå hen og sig til din herre, at Elias er her.« v9 Men Obadja sagde: »Hvordan har jeg forsyndet mig, siden du giver din tjener i Akabs hånd, så jeg bliver slået ihjel. v10 Så sandt Herren din Gud lever: Der findes ikke det folk eller kongerige, min herre ikke har sendt bud til for at lede efter dig. Og når de sagde: Han er her ikke, tog han folk og rige i ed på, at de ikke havde fundet dig. v11 Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre, at Elias er her! v12 Når jeg går fra dig, og Herrens ånd så tager dig bort til et sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og fortæller det til Akab, og han ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Men din tjener har frygtet Herren lige fra ungdommen af. v13 Er der ingen, der har fortalt dig, herre, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel slog Herrens profeter ihjel? Hvordan jeg skjulte hundrede af Herrens profeter i to huler, halvtreds i hver, og sørgede for dem med mad og drikke? v14 Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre: Elias er her! Han slår mig ihjel!« v15 Elias svarede: »Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg vil træde frem for ham i dag.«
v16 Obadja gik så til Akab og fortalte ham det, og Akab gik Elias i møde. v17 Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham: »Nå, dér er du, som styrter Israel i ulykke!« v18 Han svarede: »Det er ikke mig, der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus, fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba'alerne. v19 Send nu bud og kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter, der har deres plads ved Jezabels bord.«
v20 Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg. v21 Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!« Men folket svarede ham ikke et ord. v22 Så sagde Elias til folket: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter. v23 Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. v24 I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.
v25 Så sagde Elias til Ba'al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til.« v26 De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba'als navn fra morgen til middag med ordene: »Ba'al, svar os!« Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget. v27 Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« v28 De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. v29 Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.
v30 Da sagde Elias til hele folket: »Kom hen til mig!« og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned. v31 Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer. – Det var til ham, Herrens ord havde lydt: Du skal hedde Israel. – v32 Af stenene byggede han et alter i Herrens navn, og rundt om alteret lavede han en rende, stor nok til at rumme to sea sædekorn. v33 Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet! v34 Så sagde han: »Fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!« Så sagde han: »Gør det igen!« og de gjorde det igen. »Tredje gang!« sagde han, og de gjorde det for tredje gang, v35 så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand. v36 Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. v37 Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« v38 Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.
v39 Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!« v40 Elias sagde til dem: »Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!« Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér. v41 Derpå sagde Elias til Akab: »Drag op, spis og drik, for jeg kan høre den susende lyd af regn,« v42 og Akab gik op for at spise og drikke. Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene v43 og sagde til sin tjener: »Gå op og se ud mod havet!« Han gik op og så ud og sagde: »Der er ikke noget at se.« Syv gange sagde Elias: »Gør det igen!« v44 Syvende gang sagde tjeneren: »Der er en lille sky, så stor som hånden på et menneske, på vej op af havet.« Elias sagde: »Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham.« v45 I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el. v46 Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre'el.
1. Kongebog, kapitel 19
v1 Da Akab fortalte Jezabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvordan han havde dræbt alle profeterne med sværd, v2 sendte Jezabel bud til Elias: »Guderne ramme mig igen og igen, om ikke jeg den dag i morgen skal gøre det samme med dig, som du har gjort mod dem!« v3 Elias blev bange og drog af sted for at redde livet. Da han var kommet til Be'ersheba i Juda, efterlod han sin tjener der. v4 Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« v5 Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« v6 Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. v7 Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« v8 Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. v9 Dér gik han ind i en hule og overnattede.
Da lød Herrens ord til ham: »Hvad vil du her, Elias?« v10 Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v11 Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. v12 Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. v13 Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?« v14 Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v15 Herren sagde til ham: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram. v16 Jehu, Nimshis søn, skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn, fra Abel-Mehola, skal du salve til profet efter dig. v17 Den, der undslipper Hazaels sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe. v18 Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel, alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba'al, og hvis mund ikke har kysset ham.«
v19 Så drog Elias bort derfra og traf Elisa, Shafats søn, som gik og pløjede med tolv spand okser foran sig; selv gik Elisa ved det tolvte. Elias gik hen til ham og kastede sin kappe over ham. v20 Han forlod okserne, løb efter Elias og sagde: »Lad mig kysse min far og mor farvel, så kommer jeg og følger dig.« Elias svarede ham: »Vend tilbage, for hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!« v21 Da vendte Elisa sig om, tog oksespandet og slagtede dem; han kogte kødet over ilden fra oksernes åg. Det gav han til folkene, og de spiste. Selv stod han op og fulgte Elias og kom i hans tjeneste.
1. Kongebog, kapitel 20
v1 Aramæerkongen Ben-Hadad havde samlet hele sin hær, og han blev fulgt af toogtredive konger med heste og vogne. Han drog op og belejrede Samaria og ville gå til angreb på byen. v2 Han sendte bud ind i byen til Israels konge Akab og sagde til ham: v3 »Dette siger Ben-Hadad: Dit sølv og dit guld tilhører mig, og dine smukke hustruer og sønner tilhører mig!« v4 Israels konge svarede: »Som du siger, herre konge: Jeg og alt, hvad jeg ejer, tilhører dig.« v5 Men sendebudene kom igen og sagde: »Dette siger Ben-Hadad: Jeg har sendt bud til dig, at du skal give mig dit sølv og dit guld, dine hustruer og dine sønner. v6 I morgen sender jeg mine tjenere til dig, og de skal gennemsøge dit palads og dine hoffolks huse; alt det, du sætter pris på, skal de beslaglægge og tage med sig.« v7 Da tilkaldte Israels konge alle landets ældste og sagde: »I må da indse, at den mand har ondt i sinde! For da han sendte bud til mig efter mine hustruer og mine sønner, mit sølv og mit guld, nægtede jeg ham intet.« v8 Alle de ældste og hele folket sagde til ham: »Adlyd ham ikke, og giv ikke efter!« v9 Så sagde han til Ben-Hadads sendebud: »Sig til min herre kongen: Alt det, du første gang sendte bud til din tjener om, går jeg med til; men dette her kan jeg ikke gå med til!« Med det svar vendte sendebudene tilbage. v10 Da sendte Ben-Hadad bud til ham: »Guderne ramme mig igen og igen, hvis der er støv nok i Samaria til, at de folk, jeg har med mig, kan få en håndfuld hver!« v11 Israels konge svarede: »Sig til ham: Den, der spænder bælte, bør ikke prale som den, der kan løsne det!« v12 Ben-Hadad fik denne besked, mens han og de andre konger sad ved et drikkelag i grenhytterne, og han sagde til sine folk: »Gør klar til angreb!« og de gjorde klar til angreb på byen.
v13 Da trådte en profet frem for Israels konge Akab og sagde: »Dette siger Herren: Ser du hele den store hær der? Den vil jeg i dag give i din hånd, så du forstår, at jeg er Herren.« v14 Og da Akab spurgte: »Ved hvis hjælp?« svarede han: »Dette siger Herren: Ved hjælp af guvernørernes folk.« Da han spurgte: »Hvem skal åbne kampen?« svarede profeten: »Det skal du!« v15 Så mønstrede han guvernørernes krigere, 232 mand, og derefter mønstrede han hele hæren, alle israelitterne, 7000 mand. v16 De rykkede ud ved middagstid, mens Ben-Hadad sad og drak sig beruset i grenhytterne sammen med kongerne, de toogtredive konger, der var hans allierede. v17 Guvernørernes folk rykkede først ud, og da man sendte bud til Ben-Hadad og fortalte ham, at der var rykket mænd ud fra Samaria, v18 sagde han: »Er de rykket ud for at overgive sig, så grib dem levende! Er de rykket ud for at slås, så grib dem levende!« v19 Da guvernørernes krigere og hæren, som fulgte efter dem, var rykket ud fra byen, v20 huggede de ned for fode, og aramæerne flygtede, forfulgt af israelitterne. Men aramæerkongen Ben-Hadad undslap med heste og ryttere. v21 Så rykkede Israels konge ud, tog heste og vogne som bytte og tilføjede Aram et stort nederlag.
v22 Men profeten trådte frem for Israels konge og sagde til ham: »Nu skal du ruste dig! Du må indse, hvad du har at gøre, for næste år vil Arams konge drage op mod dig.« v23 Aramæerkongens folk havde sagt til ham: »Deres Gud er en bjerggud, derfor vandt de over os. Men lad os angribe dem på sletten, så skal vi nok vinde over dem. v24 Sådan skal du gøre: Afsæt alle kongerne, og indsæt statholdere i stedet! v25 Stil dernæst lige så stor en hær på benene som den, du mistede, med lige så mange heste og vogne, og lad os så angribe dem på sletten, så skal vi nok vinde over dem.« Han lyttede til deres råd og handlede efter det.
v26 Næste år holdt Ben-Hadad mønstring over aramæerne og drog op til Afek til kamp mod Israel. v27 Da israelitterne også var blevet mønstret og havde provianteret, rykkede de ud mod dem. Israelitterne slog lejr lige over for dem, og de så ud som et par gedeflokke, mens aramæerne fyldte landskabet. v28 Da trådte gudsmanden frem for Israels konge og sagde: »Dette siger Herren: Fordi aramæerne har sagt, at Herren er en bjerggud og ikke en slettegud, vil jeg give hele denne store hær i din hånd, så I forstår, at jeg er Herren.« v29 I syv dage lå de i lejr over for hinanden, men på den syvende dag kom det til kamp. Israelitterne huggede aramæerne ned, hundrede tusind mand fodfolk på én dag. v30 De, der var tilbage, flygtede til Afek, men da de var kommet ind i byen, styrtede muren sammen over de syvogtyve tusind mand, der var tilbage, hvorimod Ben-Hadad på sin flugt var nået ind i byen, i det inderste kammer.
v31 Hans folk sagde til ham: »Vi har hørt, at Israels konger er milde konger. Lad os lægge sæk om lænderne og reb om halsen og gå ud til Israels konge. Måske vil han skåne dit liv.« v32 Så bandt de sæk om lænderne og reb om halsen og kom hen til Israels konge og sagde: »Din tjener Ben-Hadad siger: Skån mit liv!« Han svarede: »Lever han endnu? Han er min broder!« v33 Det tog mændene som et godt tegn, og de tog ham straks på ordet og sagde: »Ja, Ben-Hadad er din broder!« Derpå sagde han: »Gå hen og hent ham!« Så kom Ben-Hadad ud til ham, og han lod ham komme op i vognen. v34 Ben-Hadad sagde da til ham: »De byer, som min far erobrede fra din far, giver jeg tilbage, og du kan anlægge dig basargader i Damaskus, ligesom min far gjorde i Samaria.« Akab svarede: »På de vilkår giver jeg dig friheden!« Så sluttede han pagt med ham og gav ham fri.
v35 En af profeterne sagde på Herrens befaling til sin ven: »Slå mig!« Men da manden vægrede sig ved at slå ham, v36 sagde han til ham: »Fordi du ikke adlød Herren, skal en løve dræbe dig, når du går fra mig.« Og da han forlod ham, mødte han en løve, som dræbte ham. v37 Så traf han en anden mand og sagde: »Slå mig!« Og manden slog ham og sårede ham. v38 Derpå gik profeten hen og stillede sig på den vej, hvor kongen skulle komme. Han havde gjort sig ukendelig med et bind for øjnene. v39 Da kongen kom forbi, råbte profeten til ham: »Din tjener gik med ud i kampen. Da kom der én hen til mig med en mand og sagde: Hold øje med denne mand. Bliver han meldt savnet, skal du bøde med dit liv for hans liv eller betale en talent sølv. v40 Da nu din tjener havde travlt med det ene og det andet, var manden pludselig væk.« Da sagde Israels konge til ham: »Du har selv fældet din dom.« v41 Da han hurtigt tog bindet fra øjnene, genkendte Israels konge ham som en af profeterne. v42 Men han sagde til kongen: »Dette siger Herren: Fordi du gav den mand friheden, som jeg havde lagt band på, skal du bøde med dit liv for hans liv og med dit folk for hans folk.« v43 Så drog Israels konge hjem, ærgerlig og vred, og han kom til Samaria.
1. Kongebog, kapitel 21
v1 Senere skete der dette: Jizre'elitten Nabot havde en vingård i Jizre'el, ved siden af Samarias konge Akabs palads. v2 Akab sagde til Nabot: »Overlad mig din vingård, så jeg kan bruge den som køkkenhave; den ligger jo lige ved siden af mit palads. Jeg vil give dig en bedre vingård i stedet, eller, hvis du hellere vil det, betaler jeg dig prisen for den.« v3 Men Nabot sagde til Akab: »Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!« v4 Så gik Akab hjem, ærgerlig og vred over, at jizre'elitten Nabot havde sagt, at han ikke ville overdrage ham sine fædres ejendom, og han lagde sig på sin seng, vendte ansigtet bort og ville ikke spise noget. v5 Hans hustru Jezabel kom ind og sagde til ham: »Hvorfor er du i dårligt humør og spiser ikke noget?« v6 Han fortalte hende, at han havde henvendt sig til jizre'elitten Nabot og sagt til ham: »Overlad mig din vingård mod betaling eller, hvis du hellere vil, mod, at jeg giver dig en anden vingård i stedet,« men at han havde sagt: »Jeg vil ikke overlade dig min vingård!« v7 Hans hustru Jezabel sagde da til ham: »Det er dig, der er konge over Israel! Rejs dig, spis og vær glad, jeg skal nok skaffe dig jizre'elitten Nabots vingård.«
v8 Så skrev hun et brev i Akabs navn, forseglede det med hans segl og sendte det til de ældste og til de fornemme i Nabots by, som sad i rådet sammen med ham. v9 I brevet skrev hun: »Udråb en faste, og sæt Nabot øverst blandt folkene, v10 og anbring to ondsindede mænd over for ham; de skal bevidne, at han har forbandet Gud og kongen. Før ham så ud og sten ham til døde!« v11 Hans bysbørn, de ældste og de fornemme, som sad i rådet i hans by, gjorde, som Jezabel havde givet besked om i det brev, hun havde sendt dem. v12 De udråbte en faste og satte Nabot øverst blandt folkene. v13 De to ondsindede mænd kom ind og satte sig lige over for ham. I forsamlingens påhør vidnede de imod ham og sagde: »Nabot har forbandet Gud og kongen.« Så førte de ham uden for byen og stenede ham til døde. v14 Derpå sendte de bud til Jezabel og sagde: »Nu er Nabot stenet til døde.« v15 Så snart Jezabel hørte, at Nabot var stenet til døde, sagde hun til Akab: »Tag nu jizre'elitten Nabots vingård i besiddelse, den han nægtede at overlade dig mod betaling, for Nabot lever ikke mere, han er død.« v16 Da Akab hørte, at Nabot var død, gik han ned til jizre'elitten Nabots vingård for at tage den i besiddelse.
v17 Men Herrens ord kom til tishbitten Elias: v18 »Gå ned og mød Akab, Israels konge i Samaria. Han er i Nabots vingård; dér er han gået ned for at tage den i besiddelse. v19 Du skal sige til ham: Dette siger Herren: Har du myrdet og allerede overtaget ejendommen? Og du skal sige til ham: Dette siger Herren: På det sted, hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit blod.« v20 Akab sagde til Elias: »Du har nok fundet mig, min fjende!« Han svarede: »Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, v21 vil jeg bringe ulykke over dig, og jeg vil muge ud efter dig: Alle mænd af Akabs slægt vil jeg udrydde i Israel, rub og stub. v22 Og jeg vil gøre med dit hus, som jeg gjorde med Nebats søn Jeroboams hus og med Akijas søn Bashas hus. For du har krænket mig og forledt Israel til synd. v23 Men også om Jezabel har Herren talt: Hundene skal æde Jezabel ved Jizre'els ringmur. v24 Dem af Akabs slægt, som dør i byen, skal hundene æde, og dem, der dør på marken, skal himlens fugle æde.«
v25 Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det. v26 Og helt afskyeligt var det, at han fulgte møgguderne, ganske som de amoritter havde gjort, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
v27 Da Akab hørte disse ord, flængede han sine klæder og tog sæk på kroppen og gav sig til at faste; han sov i sin sæk, og han gik nedtrykt omkring. v28 Da kom Herrens ord til tishbitten Elias: v29 »Har du set, hvor Akab har ydmyget sig for mig? Nu, da han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke bringe ulykken over hans hus i hans egen levetid, men først i hans søns.«
1. Kongebog, kapitel 22
v1 I tre år forholdt Aram og Israel sig i ro; der var ikke krig imellem dem. v2 Men i det tredje år kom Judas konge Joshafat ned til Israels konge. v3 Israels konge sagde da til sine folk: »I ved, at Ramot i Gilead tilhørte os. Men vi gør ikke noget for at erobre den tilbage fra aramæerkongen.« v4 Og til Joshafat sagde han: »Vil du gå med mig i krig mod Ramot i Gilead?« Joshafat svarede Israels konge: »Jeg gør som du, mine folk som dine folk, mine heste som dine heste!« v5 Men Joshafat sagde til Israels konge: »Søg først råd hos Herren!« v6 Så samlede Israels konge profeterne, henved fire hundrede mand, og spurgte dem: »Skal jeg gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?« De svarede: »Gå imod den! Herren vil give den i kongens hånd.« v7 Men Joshafat spurgte: »Er her ikke nogen anden af Herrens profeter, vi kan søge råd hos?« v8 og Israels konge svarede: »Jo, der er endnu en, hos hvem man kan søge råd fra Herren. Men jeg hader ham, for han profeterer mig ikke noget godt, kun noget ondt. Det er Mika, Jimlas søn.« Men Joshafat sagde: »Sådan må kongen ikke sige!« v9 Israels konge kaldte så på en hofmand og sagde: »Få hurtigt fat på Mika, Jimlas søn!«
v10 Israels konge og Judas konge Joshafat sad nu, iført deres kapper, på hver sin trone på tærskepladsen ved Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem. v11 Sidkija, Kena'anas søn, havde lavet sig horn af jern og sagde: »Dette siger Herren: Med disse skal du stange aramæerne, til du har gjort det af med dem.« v12 Alle de andre profeter profeterede ligesådan: »Drag op mod Ramot i Gilead, og du får lykken med dig! Herren vil give byen i kongens hånd.«
v13 Budet, som var gået hen efter Mika, sagde til ham: »Hør her! Da profeternes ord enstemmigt er til gavn for kongen, så lad dine ord være som deres og giv et godt svar.« v14 Men Mika sagde: »Så sandt Herren lever: Kun hvad Herren siger til mig, vil jeg tale.« v15 Da han nu var kommet til kongen, sagde kongen til ham: »Mika, skal vi gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?« Han svarede: »Gå imod den, og du får lykken med dig! Herren vil give byen i kongens hånd.« v16 Men kongen sagde til ham: »Hvor mange gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end sandheden i Herrens navn?« v17 Da sagde Mika: »Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde, og Herren sagde: De har ingen herre, lad dem alle vende hjem i fred!« v18 Israels konge sagde da til Joshafat: »Var det ikke det, jeg sagde til dig! Han profeterer mig ikke noget godt, kun noget ondt.«
v19 Men Mika sagde: »Så hør da Herrens ord! Jeg så Herren sidde på sin trone, og hele himlens hær stod til højre og til venstre for ham. v20 Herren spurgte: Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? Nu råbte den ene ét, den anden noget andet. v21 Men så trådte en ånd frem, stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil lokke ham! Da Herren spurgte ham hvordan, v22 svarede han: Jeg vil gå ud og blive en løgneånd i munden på alle hans profeter. Herren sagde: Du er i stand til at lokke ham, gå ud og gør det! v23 Altså er det en løgneånd, Herren har lagt i munden på alle dine profeter her, for Herren truer dig med ulykke.«
v24 Men nu trådte Sidkija, Kena'anas søn, frem, slog Mika på kinden og sagde: »Skulle Herrens ånd have forladt mig for at tale gennem dig?« v25 Mika svarede: »Det skal du få at se, den dag du går ind i det inderste rum for at skjule dig!« v26 Men Israels konge sagde: »Grib Mika og bring ham til byens kommandant, Amon, og til kongesønnen Joash v27 og sig: Dette siger kongen: Kast denne mand i fængsel, og sæt ham på vand og brød, til jeg vender uskadt tilbage.« v28 Da sagde Mika: »Hvis du virkelig vender uskadt tilbage, er det ikke Herren, der har talt ved mig.«
– Og han sagde: »Hør, alle folkeslag!« –
v29 Så drog Israels konge og Judas konge Joshafat op mod Ramot i Gilead. v30 Israels konge sagde til Joshafat: »Jeg vil gøre mig ukendelig, før jeg går ud i kampen; behold du dine egne klæder på.« Så gjorde Israels konge sig ukendelig og gik i kamp. v31 Arams konge havde imidlertid givet sine toogtredive vognkommandanter befaling til ikke at angribe hvem som helst, men kun Israels konge. v32 Da nu vognkommandanterne så Joshafat, sagde de: »Det må være Israels konge!« Og de vendte sig mod ham for at gå til angreb på ham. Joshafat råbte om hjælp, v33 og da vognkommandanterne forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage.
v34 Men en mand skød sin bue af på lykke og fromme og ramte Israels konge mellem pladerne og brynjen. Kongen sagde da til sin vognstyrer: »Vend om og bring mig ud af slagrækken, for jeg er såret!« v35 Selv om kampen blev voldsommere og voldsommere den dag, holdt kongen sig oprejst på sin vogn over for aramæerne. Men om aftenen døde han, og blodet fra såret flød ned i vognen. v36 Ved solnedgang lød råbet gennem lejren: »Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!« v37 Kongen døde og blev bragt til Samaria.
Kongen blev begravet i Samaria. v38 Da man skyllede hans vogn ren ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod, og skøgerne badede i det, efter det ord, Herren havde talt.
v39 Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt hvad han gjorde, Elfenbenshuset han byggede, og alle de byer han befæstede, står jo i Israels Kongers Krønike. v40 Så lagde Akab sig til hvile hos sine fædre, og hans søn Akazja blev konge efter ham.
v41 Joshafat, Asas søn, blev konge over Juda i Israels konge Akabs fjerde regeringsår. v42 Joshafat var femogtredive år, da han blev konge, og han regerede femogtyve år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki. v43 Han fulgte helt i sin far Asas spor og veg ikke fra dem, men gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne. v44 Men offerhøjene forsvandt ikke. Folket fortsatte med at bringe slagtofre og tænde offerild på højene. v45 Joshafat holdt fred med kongen af Israel.
v46 Hvad der ellers er at fortælle om Joshafat, de heltegerninger, han udførte, hvordan han førte krig, står jo i Judas Kongers Krønike. v47 Men resten af de mandlige helligskøger, som var tilbage fra hans far Asas tid, udryddede han af landet.
v48 Dengang var der ingen konge i Edom. v49 Men kong Joshafats guvernør byggede et Tarshish-skib for at sejle til Ofir efter guld; men han kom ikke af sted, for skibet forliste ved Esjongeber. v50 Akabs søn Akazja foreslog da Joshafat at lade skibe bemande både med hans og Joshafats folk, men det ville Joshafat ikke.
v51 Joshafat lagde sig til hvile hos sine fædre og blev begravet hos sine fædre i sin fader Davids by. Hans søn Joram blev konge efter ham.
v52 Akazja, Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i Judas konge Joshafats syttende regeringsår, og han regerede to år over Israel. v53 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte i sin fars og sin mors spor og i Nebats søn Jeroboams spor, han som havde forledt Israel til synd. v54 Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og vakte derved Herrens, Israels Guds, vrede, ganske som hans far havde gjort.
2. Kongebog, kapitel 1
v1 Moab gjorde oprør mod Israel efter Akabs død.
v2 Akazja faldt ud ad gittervinduet i værelset ovenpå i sit palads i Samaria og kom til skade. Han sagde til nogle sendebud, at de skulle gå hen og spørge Ekrons gud Ba'al-Zebub, om han ville komme sig af sin sygdom. v3 Men Herrens engel havde sagt til tishbitten Elias: »Gå sendebudene fra Samarias konge i møde og sig til dem: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at I går hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? v4 Derfor siger Herren: Du kommer ikke ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« Elias var så gået derhen.
v5 Da sendebudene vendte tilbage til kongen, sagde han til dem: »Er I allerede kommet tilbage?« v6 De svarede, at en mand var kommet dem i møde og havde sagt til dem: »Gå tilbage til kongen, som sendte jer af sted, og sig til ham: Dette siger Herren: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at du sender bud for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? Derfor kommer du ikke ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« v7 Han spurgte dem: »Hvordan så den mand ud, som I mødte, og som sagde det til jer?« v8 De svarede: »Det var en mand med langt hår, og han havde et læderbælte om lænden.« Da sagde Akazja: »Det er tishbitten Elias!«
v9 Kongen sendte derpå en delingsfører af sted med hans halvtreds mand. Da han nåede op på toppen af det bjerg, hvor Elias sad, sagde han til ham: »Du gudsmand, kongen byder: Kom ned!« v10 Men Elias svarede delingsføreren: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt en ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.
v11 Kongen sendte på ny en delingsfører af sted med hans halvtreds mand, og da han var nået op, sagde han til Elias: »Du gudsmand, dette siger kongen: Kom straks ned!« v12 Elias svarede dem og sagde: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt Guds ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.
v13 For tredje gang sendte kongen en delingsfører af sted med hans halvtreds mand, og da den tredje delingsfører var nået op, faldt han på knæ foran Elias og bønfaldt ham: »Du gudsmand, måtte mit liv og dine halvtreds tjeneres liv være dyrebart i dine øjne! v14 Ild er faldet ned fra himlen og har fortæret de to forrige delingsførere og deres delinger. Måtte mit liv være dyrebart i dine øjne!« v15 Herrens engel sagde da til Elias: »Følg med ham ned, og vær ikke bange for ham!« Så rejste han sig og fulgte med ham ned til kongen; v16 og til ham sagde han: »Dette siger Herren: Fordi du sendte bud for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub, som om der ikke var nogen Gud i Israel, du kunne rådspørge, skal du ikke komme ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« v17 Han døde så efter det ord fra Herren, som Elias havde talt, og Joram blev konge efter ham i Joshafats søn kong Joram af Judas andet regeringsår, for Akazja havde ikke nogen søn.
v18 Hvad der ellers er at fortælle om Akazja, hvad han gjorde, står jo i Israels Kongers Krønike.
2. Kongebog, kapitel 2
v1 Moab gjorde oprør mod Israel efter Akabs død.
v2 Akazja faldt ud ad gittervinduet i værelset ovenpå i sit palads i Samaria og kom til skade. Han sagde til nogle sendebud, at de skulle gå hen og spørge Ekrons gud Ba'al-Zebub, om han ville komme sig af sin sygdom. v3 Men Herrens engel havde sagt til tishbitten Elias: »Gå sendebudene fra Samarias konge i møde og sig til dem: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at I går hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? v4 Derfor siger Herren: Du kommer ikke ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« Elias var så gået derhen.
v5 Da sendebudene vendte tilbage til kongen, sagde han til dem: »Er I allerede kommet tilbage?« v6 De svarede, at en mand var kommet dem i møde og havde sagt til dem: »Gå tilbage til kongen, som sendte jer af sted, og sig til ham: Dette siger Herren: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at du sender bud for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? Derfor kommer du ikke ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« v7 Han spurgte dem: »Hvordan så den mand ud, som I mødte, og som sagde det til jer?« v8 De svarede: »Det var en mand med langt hår, og han havde et læderbælte om lænden.« Da sagde Akazja: »Det er tishbitten Elias!«
v9 Kongen sendte derpå en delingsfører af sted med hans halvtreds mand. Da han nåede op på toppen af det bjerg, hvor Elias sad, sagde han til ham: »Du gudsmand, kongen byder: Kom ned!« v10 Men Elias svarede delingsføreren: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt en ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.
v11 Kongen sendte på ny en delingsfører af sted med hans halvtreds mand, og da han var nået op, sagde han til Elias: »Du gudsmand, dette siger kongen: Kom straks ned!« v12 Elias svarede dem og sagde: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt Guds ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.
v13 For tredje gang sendte kongen en delingsfører af sted med hans halvtreds mand, og da den tredje delingsfører var nået op, faldt han på knæ foran Elias og bønfaldt ham: »Du gudsmand, måtte mit liv og dine halvtreds tjeneres liv være dyrebart i dine øjne! v14 Ild er faldet ned fra himlen og har fortæret de to forrige delingsførere og deres delinger. Måtte mit liv være dyrebart i dine øjne!« v15 Herrens engel sagde da til Elias: »Følg med ham ned, og vær ikke bange for ham!« Så rejste han sig og fulgte med ham ned til kongen; v16 og til ham sagde han: »Dette siger Herren: Fordi du sendte bud for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub, som om der ikke var nogen Gud i Israel, du kunne rådspørge, skal du ikke komme ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!« v17 Han døde så efter det ord fra Herren, som Elias havde talt, og Joram blev konge efter ham i Joshafats søn kong Joram af Judas andet regeringsår, for Akazja havde ikke nogen søn.
v18 Hvad der ellers er at fortælle om Akazja, hvad han gjorde, står jo i Israels Kongers Krønike.
v2 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, v3 og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem. v4 Og Elias kom til syne for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus. v5 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« v6 Han vidste nemlig ikke, hvad han skulle sige, for de var helt forfærdede. v7 Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn. Hør ham!« v8 Og da de så sig omkring, kunne de pludselig kun se Jesus alene hos sig.
v9 Mens de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. v10 De tog det ord til sig og talte med hinanden om, hvad det ville sige at opstå fra de døde. v11 Så spurgte de ham: »Hvorfor siger de skriftkloge, at Elias først skal komme?« v12 Han svarede dem: »Elias skal komme først og genoprette alt. Hvordan kan der så stå skrevet om Menneskesønnen, at han skal lide meget og være foragtet? v13 Jo, jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de gjorde med ham, som de ville, sådan som der står skrevet om ham.«
v14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. v15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. v16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« v17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. v18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« v19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
v20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. v21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. v22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« v23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« v24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
v25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« v26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« v27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
v28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
v30 De brød op og drog igennem Galilæa, og Jesus ville ikke have, at nogen skulle vide det, v31 for han underviste sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.« v32 Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.
v33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte om på vejen?« v34 Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. v35 Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.« v36 Så tog han et lille barn, stillede det midt iblandt dem og tog det i favn og sagde til dem: v37 »Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.«
v38 Johannes sagde til ham: »Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke var i følge med os.« v39 Men Jesus svarede: »I må ikke hindre ham, for der er ingen, som gør en undergerning i mit navn, der straks efter kan tale ondt om mig. v40 Den, der ikke er imod os, er for os. v41 For den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn.