Lyre Gabriel Fauré og hans Requiem

Gabriel Fauré

Gabriel Fauré (1845 - 1924 ), der ud over sit Requiem overvejende er kendt for sin kammermusik og sine sange, indtager en særstilling blandt datidens komponister.

Skønt han beundrede Wagner, afskyede han den voldsomme nytyske musik, og på den anden side følte han sig heller ikke videre tiltalt af den den stemningsskabende impressionisme hos den samtidige Debussy.

Messe de Requiem, op. 48.

Fauré ville enkelthed og skønhed, og det finder vi frem for alt i hans Requiem.

Hvor Mozart og Verdi i deres requier beskriver dommedags rædsler med stor dramatisk kraft, lægger Fauré vægt på frelsen, på livet efter døden. Det voldsomme Dies Irae-afsnit er næsten forsvundet, tilbage er kun det idylliske Pie Jesu, sunget af en lys sopranstemme.

Værkets 7 satser er for det meste ganske korte, og med en tilbageholdt, sart karakter. Først ved bønnen Libera me, Domine - Fri mig, Herre fra den evige død - vokser korets sagte hvisken til et voldsomt råb om nåde og frelse. Men frelsen og livet efter døden er nær, og han tilføjer en drømmeagtigt svævende sats om englene i Paradis: In Paradisum.

Requiet blev skrevet i 1887-88 under indtryk af forældrenes død. Orkestersatsen var oprindelig meget beskeden, for Fauré interesserede sig ikke meget for orkester og overlod det ofte til sine elever og venner at instrumentere sine værker. Men Requiet var en undtagelse, og i år 1900 udvidede han orkestersatsen til den form, vi kender i dag, og som Akademisk Kor opførte i Helligåndskirken 1996.

Her bemærker vi især den store orgelstemme, der høres værket igennem, basunernes truende klang på dommedagsstedet, og fremfor alt den himmelske harpeklang i Sanctus og i det afsluttende In Paradisum.

Da Fauré døde 4. november 1924 blev hans Requiem opført ved bisættelsen til minde om denne særegne og beskedne franske kunstner.

Morten Topp
Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Created: 10-04-1996. Last Updated: 08-11-96 by Werner Knudsen