LyreBeethovens MISSA SOLEMNIS

"et stort og støjende værk" ?

af Morten Topp.

Der er næppe noget klassisk værk, som i vore dage - 172 år efter dets tilblivelse - bliver mødt med så megen skepsis og undren som netop Beethovens Missa Solemnis.

Som bekendt var Beethoven ikke just nogen kirkens mand, og tilskyndelsen til at skrive denne "højtidelige messe" var da også, at hans elev og velgører, ærkehertug Rudolf skulle udnævnes til ærkebiskop i Olmütz i 1819. Skønt Beethoven begyndte på arbejdet et helt år, før indsættelsen skulle finde sted, voksede opgaven sådan for ham, at han først var færdig 5 år senere, i 1823. Og det skal vi glæde os over, for i stedet for et stort og prangende - nogen ville her sige støjende - lejlighedsværk, har vi fået et af de smukkeste og mest gribende værker, som Beethoven overhovedet har skrevet. Som en art "lægprædikant" fortolker han teksten medrivende og dramatisk. Den første sats skal spilles "Mit Andacht", og for yderligere at understrege værkets karakter, tilføjer han: "Von Herzen - Möge es zu Herzen gehen." (Fra hjertet - måtte det gå til hjertet).

Beethoven havde ikke let ved at skrive for sangstemmer. Han forstod ikke at udnytte dem fordelagtigt og respekterede heller ikke deres naturgivne begrænsninger. Da han nedskrev sin Messe var han tilmed komplet døv, og det er formodentlig årsagen til, at han, især for korsangerne, har foreskrevet toner, som ligger højere, og som skal holdes i længere tid end det er menneskeligt muligt. Kun ved en særlig opdeling af de vanskeligste fraser har sangerne en mulighed for at gennemføre dem. Til aftenens opførelse benytter vi en sådan "arbejdsfordeling", og håber derfor, at vore sangere vil overleve koncertens strabadser. Af hensyn til sangerne vil vi ligeledes holde 20 minutters pause mellem anden og tredie sats.

Beethovens Messe er skrevet for 4 solister, kor og stort symfoniorkester. I overensstemmelse med den katolske messe er værket opdelt i 5 satser: Kyrie - Gloria - Credo - Sanctus - Agnus Dei. Og ligeledes efter katolsk tradition indgår "det hellige 3-tal", der symboliserer Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd, på afgørende måde i værket. Beethoven gør 3-tallet til et bærende princip, idet alle 5 satser er delt i 3 store dele, og den 3-foldige gentagelse mødes igen og igen.

I den første sats, Kyrie er de 3 dele: Kyrie eleison - Christe eleison - Kyrie eleison. Her er første og den sidste del - anråbelsen af Gud Herren - holdt i et langsomt og højtideligt tempo, der udtrykker ophøjethed og utilnærmelighed. Den midterste del derimod - anråbelsen af Kristus - bliver menneskeliggjort ved en hurtig, næsten kaotisk sats, hvor Kriste-råbene på det nærmeste falder over hinanden.

Anden sats, Gloria, viser os straks, at vi er til festgudstjeneste. Den er pompøs udover alle grænser og stiller uhyre krav til de medvirkendes kondition. De 3 hovedafsnit er: Gloria in excelsis Deo - Qui tollis - Quoniam.

I Gloria-satsens første del - Ære være Gud i det Højeste - præsenteres det himmelstræbende tema i et hurtigt, 3-delt, rytmisk stramt tempo. 3 gange gentages dette tema, og hver gang en tone højere, så intensiteten stadig forøges. I orkestret har Beethoven søgt at efterligne den tumultagtige bimlen, man hører, når store kirker lader alle klokker kalde til fest.

Den anden del: Qui tollis, - Du, som bærer verdens synder - er som kontrast en langsom, udtryksfuld og klagende sats, der fortrinsvis synges af solisterne, mens koret kommenterer. Til stadighed høres råbet: Miserere nobis - hav barmhjertighed med os - og til sidst kan Beethoven ikke dy sig, men tilføjer et stærkt ukirkeligt, men yderst menneskeligt: O! miserere nobis.

Med sidste del: Quoniam - Thi du alene er hellig - lægges der op til satsens festlige afslutning. De sidste ord: In gloria Dei patris, amen - i Gud Faders herlighed, amen - præsenteres først i en majestætisk fuga, som man nok ville kalde "Händelsk" hvis det ikke var, fordi den er så typisk "Beethovensk". Da alle temaets muligheder er udtømt, følger en ny fuga over samme tema, men i hurtigere tempo, og som kronen på værket slutter satsen med det oprindelige "Gloria"-tema, sunget og spillet så højt og så hurtigt som det overhovedet er muligt!

Den tredie sats, Credo, trosbekendelsen, indledes ikke som i den protestantiske kirke med forsagelse af djævelen, men holder sig til de 3 trosartikler: Faderen, Sønnen og Helligånden. Den liturgiske fordeling af tekstleddene giver ikke en naturlig opdeling i 3 kontrasterende afsnit, og derfor vælger Beethoven at lade den musikalske inddeling være: Credo in unum Deum - Et incarnatus - Et resurrexit.

Credo-satsen indledes med en pragt og en vælde, som skulle den overgå og fordunkle den foranstående Gloria-sats. Det første afsnit kulminerer med ordene: descendit de coelis - nedsteg fra Himlen - hvor sangernes formåen stilles på den hidtil største prøve med toner, der springer fra det højeste til det dybeste register.

Som en næsten chokerende kontrast følger det næste afsnit: Et incarnatus est - og Han blev født ved den Hellige ånd af Jomfru Maria. I den katolske kirke knælede menigheden på dette sted, og Beethoven symboliserer dette med et musikalsk ryk næsten 200 år tilbage i tiden. I koret introduceres en sagte melodi, der kunne stamme fra 1500-tallet. Her, som så mange andre steder lader Beethoven sangerne fremstamme et kort "et" inden selve frasen begynder, som om de næsten ikke kan få ordene frem. Den middelalderlige stemning fastholdes indtil solotenoren udbryder: Et - homo factus est - og han blev menneske: vel nok en af de mest gribende passager i hele værket. Afsnittet fortsætter med den lange beskrivelse af Jesu lidelse og død og slutter med ordene: et sepultus est. - og blev begravet. Beethoven har, ligesom J.S.Bach, skildret dette sted med en betagende harmonisk forvandling.

Satsens tredie og sidste del lægger op til en pragtafslutning. Fra Et resurrexit - og opstanden på den tredie dag - og satsen ud følger stigning på stigning. En uhørt kompliceret fuga, som både i længde og vanskelighed overgår alt, hvad Beethoven hidtil har budt os, fører frem til en storslået kulmination, hvorpå satsen klinger stille ud.

Da Beethoven nåede frem til den fjerde sats, Sanctus, havde han forlængst måttet opgive at få værket færdig til den fest-gudstjeneste i 1819, som det oprindelig var bestemt for. Det gav ham tid, og den benyttede han til at skrive to af sine smukkeste langsomme satser overhovedet.

Den fjerde sats, Sanctus, har tre hovedafsnit: Sanctus - Benedictus - Osanna. Det indledende Sanctus synges af solisterne og er atter som i værkets begyndelse betegnet: "Mit Andacht". Den andagtsfulde stemning brydes dog brat af det følgende: Pleni sunt - Himmel og jord er fuld af Din herlighed, fulgt op af koret Osanna. Herpå følger satsens centrale afsnit, det betagende smukke: Benedictus, hvor ord må forstumme, og det bliver en violinsolo, der udlægger teksten: "Velsignet være den, der kommer i Herrens navn". Satsens tredie og sidste del, det afsluttende Osanna, bliver ikke - som man ellers normalt hører det - en gentagelse af det første "Osanna", men en ophøjet fuga, bygget over og vævet sammen med den smukke violinsolo.

Femte og sidste sats, Agnus Dei, er delt i to dele: en sørge-hymne: Agnus Dei (O, du Guds lam), fulgt af en afsluttende og trøstende hymne: Dona nobis pacem (Giv os fred). Begge afsnit er igen opdelt i 3 dele. Den indledende sørgehymne fremføres af solisterne, der anråber Jesus med stigende fortvivlelse, mens koret hvisker miserere nobis - forbarm dig over os. Stemningen er knugende, men med det allersidste "Agnus Dei" skifter billedet pludselig fra mørke til lys, og koret istemmer takkehymnen Dona nobis pacem - Giv os fred. Som overskrift har Beethoven her tilføjet: "Bitte um innern und äussern Frieden" (Bøn om indre og ydre fred). At bede om ydre fred var ikke så mærkeligt i årene omkring 1822, hvor Europa omsider kunne ånde op, efter at Napoleon havde hærget i det meste af en menneske-alder. Men det er værd at bemærke, at Beethoven, der var kendt som en stridbar person med et vanskeligt og uforsonligt sind, her også beder om "indre" fred.

Takkehymnen Dona nobis pacem synges som nævnt første gang af koret; solisterne slutter sig til, og alt tyder på en smuk og aldeles normal afslutning på Messen, da musikken pludselig afbrydes af krigstummel i det fjerne. Men en fornyet bøn: Agnus Dei - miserere nobis får truslen til at forsvinde, og solister og kor istemmer atter takkehymnen. Der lægges an til endnu en traditionel afslutning, som dog bliver forstyrret lige så brat som første gang. Denne gang af en slags mekanisk fuga i orkestret.

Musikfolk har haft store problemer med at forklare - og undskylde - denne "upassende" afbrydelse; man kunne kalde det Beethovens forestilling om "Troldmandens lærling", eller i vore dage måske snarere en musikalsk version af "Tilværelsens ulidelige lethed". Men udfaldet bliver det samme: en tankeløs spadseren derudad fører til krig og undergang. Med en sidste kraftanstrengelse råber kor og solist endnu engang: Dona pacem - Giv fred!

Takkehymnen vender tilbage for tredie og sidste gang, og værket slutter i fred.

Morten Topp.

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 30-12-1995. Opdateret: 14-03-2000 af Werner Knudsen