LyreBeethovens MISSA SOLEMNIS

Mellem guddommelighed og menneskelighed

af Morten Topp.

Beethoven Beethoven var 48 år gammel og for længst blevet døv, da han til sin glæde erfarede, at hans tidligere elev, vennen og velynderen ærkehertug Rudolf det følgende år skulle udnævnes til ærkebiskop i Olmütz (Olomouch i det nuværende Tjekkiet). Beethoven beslutter at komponere en stor messe til indsættelseshøjtideligheden og skriver til hertugen, at han ser frem til indsættelsen - med fremførelse af en “højmesse” (Hauptamt) fra hans hånd - som den skønneste dag i sit liv. Og så udtrykker han desuden håbet om, at Gud må oplyse ham således, at hans svage kræfter kan bidrage til dagens forherligelse.

Indsættelseshøjtideligheden fandt sted som planlagt den 4. juni 1819, men da var Beethoven hverken halvt eller helt færdig med sin store messe. Missa solemnis stillede ham overfor kompositoriske problemer af hidtil ukendt omfang, og det blev en kamp, som ikke lod sig kæmpe til ende indenfor en fastsat tidsfrist. Først den 19. marts 1823 kunne han overrække ærkebiskoppen en kopi af messens partitur - 3 år efter indsættelsesdagen.

Beethoven så sig nu om efter en anden velegnet anledning til at præsentere sin nye messe, som han betragtede som sit livs mest vellykkede værk overhovedet, og da man på denne tid netop havde påbegyndt opførelsen af en af Europas største kirker, Esztergom-basilikaen i Ungarn, tilbød han Missa solemnis til brug ved indvielsen. Men arbejdet trak ud i årevis, og indvielsen fandt først sted længe efter Beethovens død - og uden brug af Missa solemnis. Det lykkedes faktisk aldrig for Beethoven at opleve en opførelse af sin messe. Da værket i 1824 skulle opføres i St. Petersborg var han for afkræftet til den lange rejse, og da messen omsider blev opført i liturgisk sammenhæng i Wien 1845, havde Beethoven været død i 18 år.

Når Missa solemnis kostede Beethoven så megen anstrengelse, hang det sammen med hans ønske om at skrive sand og ægte kirkemusik. Beethoven var som barn opdraget som katolik, og han døde som troende katolik efter på egen opfordring at have modtaget det hellige sakramente. Hans forhold til de kirkelige institutioner var dog tilsyneladende livet igennem ret løst, og langt mere end at interessere sig for det troende menneske valgte han i sine værker at skildre det kæmpende menneske. Igen og igen møder vi mennesket, der kæmper for frihed: Prometheus (1800), Eroica (1803), Coriolan (1807), Egmont (1810), Leonore (1815), og først med den 9. symfoni (1822-24) vender han sig væk fra kampen: Freunde, nicht diese Töne! formaner bassolisten her i sidste sats. Og i Missa solemnis, der blev afsluttet under arbejdet på den 9. symfoni, stiller Beethoven det menneskelige overfor det guddommelige.

Men også andre hensyn indgik i Beethovens overvejelser. I den pavelige encyklica Annus qui fra 1749 indskærper Benedikt XIV kravet om, at kirkens hellige klange skal adskille sig fra de teatralske udtryksformer i den verdslige musik. Og det er da også helt rigtigt: i Bachs H-mol Messe, som netop blev afsluttet på dette tidspunkt, vrimler det med de smukkeste arier og de herligste duetter, som ikke hørtes bedre i nogen opera på denne tid. Mod slutningen af 1700-tallet var der i Østrig en bevægelse (Josefinismen), som ønskede ikke bare at indskrænke gudstjenestemusikken, men også at erstatte den traditionelle messemusik med enkle tysksprogede sange i oplysningstidens ånd. Kejser Joseph II (1780-90) veg end ikke tilbage for direkte indgreb i de offentlige gudstjenester, og hans vurdering af den kirkelige musik passede kun alt for godt sammen med ønsket om økonomiske besparelser. I sin kamp for den “nøgne gudstjeneste” blev han bl.a. støttet af ærkebiskop Hieronymus von Colloredo i Salzburg, der som bekendt havde gjort tilværelsen sur for den unge Mozart, mens denne var ansat under ham i Salzburg. I 10 år herskede denne musikfjendske holdning, men med Joseph IIs død blev det atter muligt at skrive “stor kirkemusik”. Det udnyttede Haydn i en række prægtige messer, men for Mozart var det jo desværre for sent.

Med romantikkens gennembrud begyndte man at sværme for den “gamle” kirkemusik. Forfatteren og komponisten E.T.A.Hoffmann udgav i 1814 en stor artikel “Om gammel og ny kirkemusik”, hvor han i romantikkens ånd priser kirkemusikken fra 1500-1600 tallet. Schubert, som ellers havde skrevet mange store messer, forstod budskabet og skrev den enkle Deutsche Messe, og også Beethoven har åbenbart ønsket at inddrage elementer fra den gamle musik i sin messe. Det førte til fordybelse i messetraditionen, ikke mindst hos Palestrina (1525-1594) og til beskæftigelse med den gregorianske sang. Beethoven var fascineret af de gamle kirketonearter, hvad man kan se i hans mange skitsebøger til Missa solemnis. I kirketonearternes ejendommelige tonesprog var der for ham “en hellig andagt tilstede”, som han med Guds hjælp håbede også selv at kunne gengive.

På grundlag af disse mange - og ofte modstridende impulser - søger Beethoven nu at udforme sin messe. Som en art “lægprædikant” fortolker han teksten medrivende og dramatisk. Den indledende sats skal spilles Mit Andacht, og for yderligere at understrege værkets karakter tilføjer han som motto: Von Herzen - Möge es zu Herzen gehen (Fra hjertet - måtte det gå til hjertet). Værket er i overensstemmelse med den katolske messe i 5 satser: Kyrie - Gloria - Credo - Sanctus - Agnus Dei. Og ligeledes efter katolsk tradition indgår “det hellige 3-tal”, der symboliserer Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd. Beethoven gør 3-tallet til et bærende princip, idet alle 5 satser er delt i 3 store dele, og denne trefoldige gentagelse møder vi igen og igen.

I. Kyrie består af de 3 dele: Kyrie eleison - Christe eleison - Kyrie eleison, hvor den første og den sidste del - anråbelsen af Gud Herren - i sin ophøjethed og utilnærmelighed udtrykker det guddommelige. Menneskelig er derimod den midterste del -anråbelsen af Kristus - ved en hurtig, næsten kaotisk sats, hvor Christe-råbene nærmest falder over hinanden.

II. Gloria viser os straks, at vi er til en festgudstjeneste. Satsen er pompøs udover alle grænser og presser de medvirkende til grænsen af deres ydeevne. De 3 hovedafsnit omfatter: Gloria in excelsis Deo - Qui tollis - Quoniam. Mens første og sidste afsnit præsenterer den guddommelige hyldest i hæsblæsende overdådighed, udtrykkes den menneskelige lidelse i det midterste afsnit Qui tollis (du, som bærer verdens synder), gennem en langsom, klagende sats, der hovedsagelig præsenteres af det enkelte menneske - her solostemmerne - mens koret kommenterer i baggrunden. Satsens sidste del Quoniam afsluttes med en majestætisk fuga, som man nok ville kalde “händelsk”, hvis det ikke lige var, fordi den er så typisk “beethovensk”. Ved satsens afslutning forenes menneske og guddom i et forrygende bakkanal af hvirvlende toner!

III. Credo omfatter de 3 trosartikler: Faderen, Sønnen og Helligånden. Den liturgiske opdeling giver ikke en tilsvarende naturlig inddeling i 3 kontrasterende satser, og derfor vælger Beethoven at lade den musikalske inddeling blive: Credo in unum Deum - Et incarnatus - Et resurrexit. Den første og sidste del er her igen relateret til det guddommelige og indledes med en pragt og vælde, som skulle den overgå og fordunkle den foranstående Gloria-sats. Som en næsten chokerende kontrast følger det menneskeliggjorte afsnit: Et incarnatus est - (Han blev født ved den Helligånd af Jomfru Maria). Beethoven symboliserer dette med et musikalsk ryk næsten 200 år tilbage i tiden. Denne næsten middelalderlige stemning fastholdes indtil tenorsolisten udbryder: Et - homo factus est (Og - han blev menneske) - vel nok en af de mest gribende passager i værket. Med ordene Et resurrexit (Og opstanden på den tredie dag) lægger satsens sidste del op til en pragtafslutning - stigning følger på stigning. En uhørt kompliceret fuga, som både i længde og vanskelighed overgår alt, hvad Beethoven hidtil har budt os, fører på ordene Et vitam venturi saeculi, amen (og et kommende evigt liv, amen) frem til en storslået kulmination, hvorpå satsen klinger stille ud.

IV. Sanctus har tre hovedafsnit: Sanctus - Benedictus - Osanna. Det indledende Sanctus synges af solisterne og er atter som i værkets begyndelse betegnet:"Mit Andacht". Den andagtsfulde stemning brydes dog brat af det følgende: Pleni sunt - (Himmel og jord er fuld af Din herlighed), fulgt op af korets Osanna. Herpå følger satsens centrale afsnit, det betagende smukke: Benedictus, hvor ord må forstumme, og det bliver en violinsolo, der udlægger teksten: "Velsignet være den, der kommer i Herrens navn". Satsens tredie og sidste del, det afsluttende Osanna, bliver ikke - som man ellers normalt hører det - en gentagelse af det første "Osanna", men en ophøjet fuga, bygget over og vævet sammen med den smukke violinsolo.

V. Agnus Dei er meget utraditionelt delt i to dele: en kort sørgehymne: Agnus Dei (O, du Guds lam), fulgt af en lang, trøstende hymne: Dona nobis pacem (Giv os fred). Begge afsnit er igen opdelt i 3 dele. Den indledende sørgehymne fremføres af solisterne, der anråber Jesus med stigende fortvivlelse, mens koret hvisker miserere nobis - forbarm dig over os. Stemningen er knugende, men med det allersidste "Agnus Dei" skifter billedet pludselig fra mørke til lys, og koret istemmer takkehymnen Dona nobis pacem - Giv os fred. Som overskrift har Beethoven her tilføjet: "Bitte um innern und äussern Frieden" (Bøn om indre og ydre fred). At bede om ydre fred var ikke så mærkeligt i årene omkring 1822, hvor Europa omsider kunne ånde lettet op, efter at Napoleon havde hærget i det meste af en menneskealder.

Takkehymnen Dona nobis pacem synges som nævnt første gang af koret; solisterne slutter sig til, og alt tyder på en smuk og aldeles normal afslutning på Messen, da musikken pludselig afbrydes af krigstummel i det fjerne. Men en fornyet bøn: Agnus Dei - miserere nobis får truslen til at forsvinde, og solister og kor istemmer atter takkehymnen. Der lægges an til endnu en traditionel afslutning, som dog bliver forstyrret lige så brat som første gang. Denne gang af en slags mekanisk fuga i orkestret, symboliserende krigens tankeløse hærgen. Men med en sidste kraftanstrengelse råber kor og solist endnu engang: Dona pacem - Giv os fred!

Takkehymnen vender tilbage for tredie og sidste gang - og det kæmpende menneske har - omsider - fået den indre og ydre fred.

Morten Topp.

De ovenstående betragtninger er inspireret af artiklen: “Beethovens Missa Solemnis som kristent kunstværk”, skrevet af den norske organist og forsker Ove Kr. Sundberg. Artiklen kan findes i serien TRANS-FIGURATION, Nordisk tidsskrift for kunst og kristendom, 1.årgang, nr. 1, Museum Tusculanum forlag, Københavns Universitet, april 1999.


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 14-03-2000. Opdateret: 14-03-2000 af Werner Knudsen