Lyre John Lundgren

John Lundgren
John Lundgren er bas-baryton. Han afsluttede sine studier ved Operaakademiet i København i sommeren 2000 og blev straks engageret til Det Kgl. Teaters solistensemble, hvor han bl.a. har sunget Grev Luna i Troubaduren, Grev Almaviva i Figaros bryllup og Prospero i Adès Stormen. John Lundgren sang også Aidas far Amonasro i åbningsforestillingen af Operaen på Holmen. John Lundgren har gæstet Göteborgsoperaen, Drottningholmsteatern og Kungliga Operaen i Stockholm. Han har sunget med alle betydende symfoniorkestre i Danmark. 

John Lundgren har samlet et omfattende koncertrepertoire. Blandt de værker, han har sunget, kan nævnes Mendelssohns Paulus og Elias, Edgars Dream of Gerontius samt Haydns Schöpfung. I foråret 2006 sang John Lundgren Germont i Det Kongeliges nyopsætning af La Traviata og i sommeren 2006 sang han titelpartiet i Verdis Nabucco på Teater Hedeland.

John Lundgren var for første gang solist med Akademisk Kor i Mendelssohns Elias 2003. Han optrådte igen med Akademisk Kor i Gounods Cæciliemesse 2003, og var solist i Händels Messias 2005. Han var igen solist i Händels Messias 2006 og er solist i Bachs Matthæus-passion 2008.


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 28-02-2003. Opdateret: 30-01-2008 af Werner Knudsen