Lyre I dødsdromen

Anmeldelse af bl.a. Verdis Requiem med Akademisk Kor, 1.11.2001

Verdi-året går på hæld. Med afsæt i det store Requiem opført Allehelgensdag i Københavns domkirke drager vi til premieren på operaen »Don Carlos« i Hamburg

For femte gang kan vi berette om en Requiem-opførelse her i mindeåret for Giuseppe Verdis død 27. januar 1901. Vi opsøgte Parma og Milano for at opleve messen omkring selve dødsdagen, fremført af dirigenterne Valery Gergiev og Riccardo Muti. Vi hørte værket brugt efter sin bestemmelse i Dresden 13. februar som klagesang over en bys undergang, Giuseppe Sinopoli dirigerede - men da havde vi allerede i København oplevet den mest ekstatiske opførelse, 8. februar i Radiohuset, med dirigenten Christoph Eschenbach. Sluttelig nu 1. november, dagen før Giuseppe Sinopoli ville være fyldt 56 år, gaves der lejlighed til at synge evig hvile over den afdøde maestro. Dirigenten Nenia Zenana celebrerede Verdis Requiem i Københavns domkirke.

Atter et helligt rum, som kirkerne i Parma og Milano, ikke et operahus som i Dresden eller et radiohus som i København. Men musikken helliger stedet. Gottfried Sempers hvide stenbrud af et operarum og Viggo Lauridsens varme ahornbeklædte koncertsal lader sig i lige mål som C.F. Hansens koldsindige basilika besjæle af Verdis hyldest til de døde. De store steder i requiet står som vippeblokke, der fuldtonende truer med at glide tilbage og lade gråd og tænders gnidsel blive det varende i tabets svimlende verden.

Der er fire solister. Af stemmer og statur denne Allehelgensdag var de slående nær på de fire stridende sjæle i operaen Don Carlos: Bassen Christian Christiansen, den ensomme patriark kong Filip. Tenoren Niels Jørgen Riis, Filips sværmeriske søn Don Carlos. Sopranen Anne Margrethe Dahl, Filips resignerede dronning Elisabeth. Mezzosopranen Anne Kleinstrup, Filips intrigerende elskerinde prinsesse Eboli. Nu i dødsmessens klamren sig til evighedshåbet står disse fire renæssancemennesker lutret for deres jordiske lyster, på rad som en altertavles figurer under kirkens blændende tøndehvælv. For længst forvandlet til sten knæler Thorvaldsens dåbsengel lige bagved, midt blandt korsangerne, ungdommelig som de.

Det er Akademisk Kor og Orkester, der under deres unge dirigent Nenia Zenana giver denne ene opførelse af Verdis Requiem, før de igen lader sig høre i december med tre opførelser af Händels Messias. Det bemærkelsesværdige er den ilende henrykkelse, der udgår fra Zenanas sikre greb om requiet. Hun har ingen problemer med at hæve værket til de højder, som er syndflodsnødvendige for at kunne hamle op med den store kirkes akustik. På den måde vender Verdis musik på sælsom vis tilbage til den klassicisme, der er grundvandet i hans kompositoriske kunnen. Hele den instrumentale understrygning af de romantisk opspændte vokalister bunder i Verdis solide tilegnelse af Haydns eminente kunnen.

Denne aften i Domkirken slynger endda rent optisk værket endnu længere tilbage i tid, når man skuer op mod balustraderne, hvor publikums mørke silhuetter læner sig frem i positurer. De er som hentet fra maleren Veroneses store gæstebudsbilleder - netop den epoke, hvor Filip II af Spanien iscenesatte sin egen ensomheds teater. Dybt inde i operaen »Don Carlos« når kongen så sin fortvivlelses sorteste stund, da Verdi lader ham istemme den musik, som siden kommer til at lyde i requiets »Lacrymosa«-sats. »Don Carlos« er Verdis smertensbarn blandt hans store operaer. Oprindelig skrevet til Paris, med fransk libretto i 5 akter efter Schillers skuespil, omarbejder komponisten den senere italienske version til 4 akter, hvis effektivitet siden har skubbet det oprindelige storværk ud i glemslen.

(Anmeldelse af en opførelse af Don Carlos i Hamburg er udeladt)

Weekendavisen, 9.11.2001
Peter Johannes Erichsen