Lyre Fantasia

Anmeldelse af bl.a. Magnificat med Akademisk Kor, 28.10.2000

Bach-året ebber ud, men celebreringen fortsætter med en flod af nye indtryk.

NÅR musikere og sangere indoptager musikkens spirituelle budskaber, føres deres skikkelser og åsyn ganske umaskeret over i en verden af fiktion. Alle har oplevet fænomenet hos indlevede kunstnere ved opførelser af passions-værker. Iagttagelsen kunne atter gøres den forgangne weekend i Helligåndskirken i København, hvor Akademisk Kor og Orkester lørdag opførte Bachs »Magnificat«, og hvor Corona Vokalensemble og medlemmer af Det kongelige Kapel søndag opførte Bachs »Silvia«.

»Magnificat« er nærmest en reklamespot for barokmusik, med satser af frapperende korthed og koncentration.

»Silvia« er et forslag til den opera Bach aldrig skrev, en Boccaccio-præget historie om den forsvundne böhmiske kongedatter Silvia, der efter at være røvet af pirater og reddet af hyrder bringes tilbage til sine forældre Leontes og Hermione i Prag.

Shakespeares berømte geografiforvirring fra »Et Vintereventyr«, hvor Böhmen er en øde kyst, spiller med, og med god ret kunne den forsvundne pige bære navnet Perdita, den tabte, som heltinden hedder i det ligeledes sene elegiske Shakespeare-drama »Cymbeline«. Nu hedder hun Silvia og hører således hjemme i Böhmens skove. Hendes faddere er Johannes Fabricius og Lars Bisgaard, der henholdsvis har skabt libretto til den musikalske montage og recitativer til den musikalske bearbejdelse. Musikken er af Bach, hentet fra kantaternes guldgrube, og hvad oplever man så?

Med de fremragende solister, sopranen Marianne G. Nielsen (Silvia), alten Annette Simonsen (Hermione), barytonen Håvard Stensvold (Leontes) og ikke mindst bassen Jacob Zethner-Møller som kammerherren Camillo, ledet indædt af dirigenten Roland Haraldson, fremstår »Silvia« som et sjælegranskende barokværk, med dybere sonder end Vivaldi og Händel råder over. Disse eventyrpersoner bliver i kantaternes fremkaldervæske både rugende og jublende eksistenser. Selvfølgelig savner man piraternes part, Silvia går glat igennem prøvelserne, noget i stil med Händels kykloper og hekse rejser sig aldrig mod hende, men skyggerne er lange nok. Det er clair-obscur musik, malerisk som de anfægtede figurer hos Caravaggio og Rembrandt, aldrig med den Tiepolo-nonchalance, som er Händels mindste kunst og samtidig hans geni.

Men paradokset springer for alvor frem, når man nu erindrer sig »Magnificat«-opførelsen under dirigenten Nenia Zenana dagen før. Hun har den rette opløftende ånd til dette næsten skingre værk, hvor Bach med en montageteknik så stram som hos Puccini illuminerer Marias lovsang. Marianne G. Nielsen og Håvard Stensvold var også her solister, og underet indfandt sig: deres åsyn og gestalter blev opflammet og forvandlet til fuldt ud så opera-fähige personer som deres »Silvia«-figurer dagen efter.

Sopranen Dorte Elsebet Larsen, mezzosopranen Pia Hansen og tenoren Michael Kristensen blev ligeledes probat mandskab i »Magnificat«-sondens gnistrende fart, ret mod de himle, hvis sfærers musik Bach ikke er ræd for at kappes med. Således forlenedes den fremragende solooboist Peter Halaburt i sopranarien »Et exsultavit« også med en aktørs aura, Bach har brug for det konkrete menneske i enhver solist.

Det kom så til sit fulde udtryk søndag aften i Holmens kirke. Barokensemblet Concerto Copenhagen opførte Brandenburgkoncerterne 1, 2 & 4, samt d-mol koncerten for 3 cembali, besat med Bine Bryndorf, Allan Rasmussen og aftenens dirigent Lars Ulrik Mortensen. De blev ét med de spindelvævsfine lag, der konstituerer barokkoncertens udsøgte pastelfarver. Den aften kunne Bach alligevel lignes med en af de fineste italienske kolorister, Tiepolo. Søndag 26. november spiller Concerto Copenhagen de resterende tre Brandenburgkoncerter samt a-mol koncerten for 4 cembali. Holmens kirkes organist Jacob Lorentzen slutter sig da til Bine Bryndorf, Allan Rasmussen og Lars Ulrik Mortensen.

NU var det 250-året for Bachs død. Hvordan musiceredes den tredje og femte brandenburger for 50 år siden, da man i Salzburg mindedes Johann Sebastian? Den legendariske aften 31. august, hvor Furtwängler kombinerede disse to koncerter med Beethovens »Eroica« og selv spillede klaverstemmen i Brandenburgkoncert nr. 5, er nu sluppet ud af piraternes hænder og foreligger på EMI. Koncerten er målt med vore dages videnskabelige alen verbotenes Fressen. De første takter af tredje brandenburger vil give den moderne lytter en fornemmelse af heavy cementblander. Men så er nerven der, passionen som i en Dreyer-film, hvor tempo-valget glemmes og alvoren triumferer. Furtwänglers pastelblide klaverspil forlener netop femte brandenburger med det sfumato, Leonardos røgslør, som er så autentisk som noget, når det gælder farverne på Bachs tid.

Seneste bud på egensindig og derfor korrekt barok er den forkætrede Kennedys indspilning i år af solokoncerterne for violin - dobbeltkoncerten med kollegaen Daniel Stabrawa - akkompagneret af Berlinerfilharmonikerne. Ganske som Anne-Sophie Mutter synes Kennedy at reagere på autenticitetsbølgen med det fandenivoldske »Skal vi lige kappes om at ramme barokkens svimlende virtuoskrav, hva'!?« Musikfundamentalisternes fatwa må være lige om hjørnet, og vi iler straks videre til en anden af årets uforfærdede, pianisten Murray Perahia, hvis indspilning af »Goldbergvariationerne« er så jublende højpoleret, at enhver oprindelig hensigt med dette værk som sovemiddel fejes ganske af bordet. Tenoren Ian Bostridges indspilning med ensemblet Europa Galante under Fabio Biondis ledelse, af kantaterne »Ich habe genug« og »Ich armer Mensch« samt udvalgte arier, er til gengæld hypnotiserende neddæmpet, men ikke mindre magisk.

Helt i det tyste og næsten bortvendte finder man komponisten og bassisten Edgar Meyers celebrering af de 6 suiter for solocello. Meyer, der har komponeret en lysvågen violinkoncert til Hilary Hahn, omskaber her hvad Goethe kaldte »Guds samtaler med sig selv før Skabelsen« til hvad Ewald så triumferende udråbte som »Se, Støvet kan bære«, menneskeskrøbelighedens utallige punktsejre. Slut af med den i alle henseender stærke kost, når dirigenten Esa-Pekka Salonen med Los Angeles Philharmonic frådser i Bach-transskriptioner for orkester. Selvfølgelig Hollywood-Stokowskis slagnumre, »Toccata og Fuga i d-mol« og »Fuga i g-mol«, men også Wienerskolens raffinementer: Schönbergs »Præludium og Fuga i Es-Dur, Weberns »Ricercare nr. 2« fra »Musikalische Opfer«. Særest er, ikke Mahlers arrangementer af satser fra orkestersuiterne 2 og 3, men Elgars uskrømtede måde at promenere »Fantasi og Fuga i c-mol« på, som gjaldt det om for tid og evighed at gøre Bach til et medlem af Jules Vernes »Reformklub« i det tågede London. He is dead, but he will bury us all.

Weekendavisen, 3.11.2000
Peter Johannes Erichsen