Credo - Jeg tror

Akademisk Orkester og Kor opfører den 2. april 2006 en koncert, der består af 6 forskellige credo-satser fra messer komponeret af forskellige komponister. Koncerten præsenteres af Jens Østergaard, men her er en lille appetitvækker for de interesserede.

Det spændende ved messekompositioner er, at hvis man har flere af dem, kan man pludselig opleve helt forskellig musik til de nøjagtigt samme ord. I dette tilfælde udgør ordene den samling af tekster, som danner det faste teologiske indhold, ordinarium, for messen, som er den romersk-katolske kirkes vigtigste gudstjeneste. I den vestlige verden har vi sat musik til messeteksterne, lige siden middelalderens munke sang dem på gregorianske melodier, og fra den tid har hver ny periode i musikhistorien medført nye messekompositioner. Koncerten består af credosatserne fra seks messer, hvoraf den ældste er fra renæssancen, den nyeste er 14 år gammel og resten er pænt fordelt på den mellemliggende tid.

”Credo” betyder ”Jeg tror”. Teksten er den nikæansk-konstantinopolitanske trosbekendelse, messens tredje ordinariumsled. I forhold til de andre er den meget lang og enormt kontrastfyldt, idet den dækker hele spektret af den kristne konfession. Indenfor samme sats beskriver teksten både Faderens guddommelige almægtighed og Sønnens menneskeliggørelse, den beskriver Jesu dramatiske død på korset, men også løftet om det kommende riges herlighed. Fordi teksten i sig selv lægger op til musikalske kontrastvirkninger, og fordi komponisterne skulle forholde sig til selve grundstenen i deres tro, når de satte musik til, er credosatserne et rigtig godt sammenligningsgrundlag for de seks messekompositioner. Hver komponist udtrykker credotekstens indhold i sin musik, men det musiksprog og de musikalske vendinger, de rådede over, har gennemgået markante ændringer undervejs. Hver af dem har som udgangspunkt været nødt til at forholde sig til de muligheder og traditioner, hans periode har budt ham, og ud fra dem har han så anvendt musiksproget med sin helt personlige dialekt.

Palestrinas klare, rene klange frembærer credoteksten tydeligt og farver den i diskrete nuancer efter ordenes betydning og indholdets mening. Hos Bach er teksten inddelt i ni afsnit, hvert af dem udtrykt i vidt forskellige musikalske stemninger ved brug af blandt andet toneart, satsform, taktart, harmonisk forløb og andre musikalske virkninger, som danner en arkitektonisk struktur af barok symmetri og religiøse symboler. I den korte del af Mozarts credo mærker man, at teksten udtrykkes med klange fra wienerklassikkens opera og symfoni. I Schuberts bliver følelsesregisterets ekstremer alarmeret ved brug af heftige musikalske kontrastvirkninger, og tekstfortolkningen med den tydelige fremhævelse af inkarnationen, lidelsen og troen på det evige liv, og den direkte udeladelse af andre, mere dogmatiske fraser er en udlægning af Schuberts personlige forhold til religionen. Gounods credo er et majestætisk festfyrværkeri, som frembærer credoteksten i en musikalsk hyldest til skaberen. Med Pärt er klangen pludselig et helt andet sted, hvor tonerne træder ud af den omgivende stilhed på en helt anderledes måde og finder sammen i melodier, som minder sælsomt om gregoriansk kirkesang. Teksten farves efter sit overordnede indhold som et udtryk for tillidsfuld konfession, og ordene tjener til at hente klangene frem fra stilheden, så musikken kan skabe en fire minutter lang tidslomme.

For en korsanger er prøverne til denne koncert en helt særlig oplevelse, for det kan virkelig mærkes, at hver gang man skifter credo, bevæger man sig fra en hel klangverden til en anden. Forhåbentlig kommer koncertgængeren til at dele denne oplevelse.

Brigitte Dragsted

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk Oprettet: 27-02-2006. Opdateret: 28-02-2006 af Werner Knudsen