Credo 2

"BACH komponerede ikke sin musik til Guds ære, men til musikkens ære" sagde komponisten Ligeti nok så provokerende og vederkvægende. Da Akademisk Orkester og Kor i Helligåndskirken op til påske præsenterede trosbekendelsens Credo-satser hos Palestrina, Bach, Mozart, Schubert, Gounod og Pärt, kunne man kyndigt vejledt af Jens Østergaards præsentation finde frem til den mindst troende af disse Credo-komponister.

Det viste sig at være Franz Schubert - hans udødelige "Ave Maria" til trods. Schubert generede sig ikke for at forkorte i den latinske tekst til trosbekendelsen, og i frasen for soli om den ubesmittede undfangelse - "Et incarnatus est de Spiritu sancto ex Maria Virgine. Et homo factus est" - "Og han blev født ved den Helligånd af jomfru Maria, og han blev menneske" - ligger wienervalsens svingom allerede på lur. Det var Schuberts Es-Dur messe (1828), der var valgt. Tilsvarende kom Mozarts bud på en Credo-sats fra hans c-mol messe (1783), der er som et brudeslør til den elskede Constance, som selv sang den forjættende sopran-arie "Et incarnatus est" dengang i Salzburg.

Anderledes er det hos Bach, hvor koret i h-mol messen (1733-1749) synger samme frase både fjernt og umisteligt som gennem et røgslør, sfumato hedder det i malerkunsten, og hos Palestrina i hans Marcellus-messe (1567) toner den store hvidhed i stemmernes løft uden ledsagende instrumenter mod den ufravigelige himmel. I kontrast hertil blev den himmelråbende forlorenhed i Gounods Cecilie-messe (1855) slet og ret makaber, men den næsten forkullede Berlinermesse (2002) af Arvo Pärt sluttede koncerten af med manér.
Det var en pragtpræstation af dirigenten og korlederen Nenia Zenana, der tydeligvis selv havde trosbekendelsen på hjerte som et dybt udsagn gennem alle de vekslende epokers måde at blande inderlighed med ekstase på. En diamantsliberske stod på podiet. Af sangsolisterne var sopranen Marianne G. Nielsen dårende suveræn i Mozart-arien. Man måtte så savne musikhistoriens største hængsler til en Credo-sats, Beethovens malmfuldt drejende trefoldighedsråb i hans titaniske Missa Solemnis. Men det storværk venter forude som en af DR Radiokoncerterne med Herbert Blomstedt.