Himmerigsmundfulde

Renæssance og barok. Den hollandske Egidius Kwartet i Marmorkirken med Akademisk Kor.

Af Peter Johannes Erichsen
Weekendavisen nr. 24, 13. - 19. juni 2008

SEVÆRDIGHEDERNE i barokkens Rom gør opmærksom på sig selv. Det er ikke muligt i egne tanker at passere et af de prangende gestikulerende mesterværker. Man bliver nødt til at anerkende mødet med en hyperfontæne eller en bombastkirke og tage stilling. Anderledes stiller det sig med renæssancens Rom. Her spilles en tystere musik, og intet steds mere subtilt end i Via Giulia, der smal og snorlig begynder ved Ponte Sisto og bruger en kilometer til at række nordvest mod den larmende Corso Vittorio Emmanuele. Gå turen med en god bekendt og hold samtalen i gang. Nået gennem kilometeren er øjeblikket kommer, hvor du udspørger din ledsager, om der var noget opsigtsvækkende på vejen dertil. Svaret vil blive benægtende, med undtagelse af det øjeblik, hvor bagsiden af Palazzo Farnese dukkede op. Via Giulia nynner en alt for subtil musik til at blive hørt i det romerske barokorkester. De slumrende renæssancehuse lader sig passere uden at tænde den nødvendige benovelse. Men da pave Julius II lod gaden anlægge i 1508, var det Roms mest strålende strøg. Er vi blevet døve over for sådanne subtiliteter?

Svaret kommer under kuplen på Marmorkirken i København, arkitekt Meldahls vellykkede replik til Peterskirkens kuppel i Rom. Her omsluttet af efterlignet barokstil lader det sig gøre at finde ørenlyd for renæssancens raffinerede musik denne søndag, hvor den hollandske Egidius Kwartet bestående af 4 mandlige sangere har fundet sammen med Akademisk Kor om at celebrere herligheder af Sweelinck, Ockeghem, Orlando di Lasso og onkel og nevø Gabrieli blandet med mindre kendte komponister fra det 1500-tal, som Via Giulia banede sig vej ind i. At opleve vekselspillet mellem sangkvartetten og koret bliver som at lade blikket vandre frem og tilbage mellem kobberstik og malerier af den tyske renæssances mester Albrecht Dürer. Med næsten en radérnåls præcision ciselerer Egidius Kwartet en Kyrie-sats af Johannes Ockeghem. De 4 sangere, kontratenoren Peter de Groot, tenoren Marco van de Klundert, barytonen Hans Wijers og bassen Donald Bentvelsen står under koncerten forskellige steder, først solo ved kirkens indgang, siden ved altret med Akademisk Kor og ved afslutningen på koncertens første del på Marmorkirkens veldædige inderbalkon som et både brummende og diskant menneskeligt orgel.

Da er de nået til musik af venetianeren Andrea Gabrieli, der komponerede til vekselopstillinger i Markuskirkens byzantinske eventyrlighed. Hymnen Egredimini et videte – Gå frem og se – for kvartet og kor fremelsker et tiziansk lagunelys i de velskolede stemmer, og straks efter pausen blændes der ned nærmest til brueghelsk vinterskær med Orlando di Lassos La nuit froide et sombre. Kvartettens leder Peter de Groot gør polisk opmærksom på, at man nu springer et programsat nummer over, Lassos djærve landsknægtekvad Matona mia cara, på grund af Marmorkirkens hellighed. Giovanni Gastoldis Amor Vittorioso afhjælper savnet med korets flodbølge af himmelråb isprængt ekkoeffekter, der må have kickstartet mangen en ringdans midt i 1500-tallet. Vi er på omgangshøjde med Shakespeares verdensbillede, når Jan Pieterszon Sweelinck, født i 1562 to år før dramatikeren, synes at lade sin Pseaulme 21 svulme mod Böhmens øde kyst, som Shakespeare imod al geografisk fornuft fremmaner i Vintereventyret, eller når Pseaulme 149 synes at purre op i Mirandas lokker, når hun betragter svirebrødre i Stormen.

Har man i det romerske efterår betragtet trækfuglene, der som røgskyer hvirvler om Peterskirkens kuppel og får den tilrejsende til at tro på en storbrand, kan det genkaldes i Luca Marenzios Vezzosi augelli – De smukke fugle – med korets adrætte volieretoner. Alt imens Giovanni Gabrielis pinsehymne Hodie completi sunt atter fremmaner den brummende Markusløve og brisen i latinersejlene. Med Rilke i Venedig:

Som skulle denne nat/generalen for have og galejer/fordoble deres vågne arsenal,/for straks at tjære næste morgendag/med flåder, som for tusind åretag/står tæt, og har, mens alle vimpler vajer,/den store stormvind, strålende, fatal.

Oven på denne pragt kan der sluttes af med Sweelincks canon Vanitas Vanitatum, hvor kor og kvartet synger forfængelighedernes forfængelighed ud af kirken ved at gå langs bænkeraderne og forsvinde i en sidste højtklingende tones evighedshåb.

Så skulle man alligevel have været den fårekylling, som Egidius Kwartet gjorde så ubændigt levende med Josquin des Prez’ El grillo. Et sted under kuplen må den svirren og gnæggen da have bragt kræet i sikkerhed, før kvartetten kastede sig ud i Scaramella, hvor alt hvad krigen river med sig af mudderjord og kanonkugler syntes at finde stemmer. Det er nok Europas fineste renæssancesangkvartet, der her har gæstet os i et ildbesjælet samarbejde med Nenia Zenana og Akademisk Kor. Man hørte formelig stenene ryge ud af skoene på den unge fårehyrde i Thomas Crecquillons Ung gay berbier og fik det fulde sug hen over landskabet i Larras tu cela, Michault? – jo, vi kan love for, at Michault ville pløje.

Denne vekslen mellem verdslig og gudelig sang har engang i en tid med uhørte raffinementer været hverdagskost. Med rette plæderer Peter de Groot for, at renæssancens spidsfindige pletskudsmusik når ud til et bredere publikum. Der var heldigvis godt fyldt i Marmorkirken i søndags.

Marmorkirken. Egidius Kwartet & Akademisk Kor. Dirigent Nenia Zenana.

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk Oprettet: 17-11-2008. Opdateret: 17-11-2008 af Werner Knudsen