Musikrevy

BACHS h-mol messe er hans livs bagage. Påbegyndt som sørgemusik for August den Stærke, genoptaget som hyldestmusik til hans efterfølger, ført til dørs hinsides Kunst der Fuge til ære for Gud selv. Det er på sin plads at opleve dette storværk på et barokt forvandlingssted som Holmens kirke, Christian IV's tidligere våbensmedje, hvor epitafier og linieskibe svæver for ens øje.

Akademisk Kor og Orkester under ledelse af Morten Topp opførte h-mol messen i søndags, Kyrie- og Credo-delen var forsynet med velvalgte orgelintonationer, og allerede i korets Kyrie Eleison-gentagelse, efter duetten for de to sopraner, var det drabelige dødsdyk til stede i fortolkningen. Så var det til gengæld ved det efterfølgende Gloria, som om våbensmedjen for sidste gang fik lov at slå sine martialske gnister.

Man erindrer fra Juleoratoriets indtogsmarch, hvordan Bachs musik er konvertibel og snart kan udmale krigerpomp, snart juleglæde. Ligeså med duetten for sopran og tenor, der har så meget mytologisk boblende i sig, at det sagtens kunne være havguder fra Berninis værksted, der havde fået mæle.

Arkitektonisk hvælver ingen kuppel sig i tysk barok højere end koret Gratias Agimus, hvis svimlende treethalvt minut gentages i messens slutkor Dona Nobis Pacem. Skulle man vælge mellem bevarelsen af dette vidunder og genskabelsen af Frauenkirches kuppel i Dresden, lod man alligevel sidstnævnte blive liggende i sine brokker. Hvad der i Holmens kirke blev skabt af opstemthed med disse tonende tvillinghvælv var ubeskriveligt.

Ved en sådan messeopførelse træder solisterne også i sjælekarakter og bliver bærere af hver sin musikalske aura. Uforglemmeligst alten Ulla Kudsk Jensen, hvis Agnus Dei lige før slutkoret netop balancerede hele den tilbagelagte passion fjerlet videre mod intetheden hen over stemmens afgrundsanelser.

Ikke uden grund var Bachs h-mol messe og Schuberts "Winterreise" ifølge Benjamin Brittens tankegang vor europæiske musikkulturs højdepunkter. Flere gange griber man sig i hos Bach at få helt andre syner end dem der besynges. I Credo-satsens indledningskor blæser der en så guddommelig medvind, at bestemt flere blandt de mange hundrede tilhørere må have drømt sig til, at den store svævende linieskibsmodel endelig fik fylde og kunne stævne ud i den svundne verden, der rummede disse himmelske toner.

Alt dette forløst til fulde af Akademisk Kor, allermest gribende i Crucifixus-afsnittet, hvor korsfæstelsesberetningen fik klang af et gammelt minde, der næsten med vantro blev bragt i erindring. De fremragende instrumentalsolister bidrog til den glans, der kom til at stå over denne opførelse. John Lennon sagde i sin tid, at man gjorde klogt i at se Kubricks "Rumrejsen år 2001" en gang hver uge. Morten Topp vil sikkert være enig med mig i, at Bachs h-mol messe er en lige så essentiel del af vort kunstneriske kosmos. Bare man i hvert fald på denne måde er sikret et årligt løft skal jeg være glad.

Weekendavisen, 29.4.1999
Peter Johannes Erichsen