Lyre Lars-Erik Larsson


Lars-Erik_Larsson
Lars-Erik Larsson

Biografi

Lars-Erik Larsson (1908-1986) hører til blandt Sveriges mest populære komponister.

Han indtog en betydningsfuld plads i det svenske musikliv, ikke mindst med sin musik for radio, teater og film. Hans musikalske stil spænder fra senromantik til teknikker, der er afledt fra tolvtonemusikken.

Ud over sine symfonier for fuldt orkester skrev Lars-Erik Larsson en Sinfonietta for strygeorkester og en populær Lille Serenade for samme besætning. Han skrev også en serie af concertinoer for soloinstrumenter, både piano, strygere, messingblæsere og træblæsere.

Förklädd Gud

Fra 1937 til 1944 var Lars-Erik Larsson chefdirigent for Det Svenske Radioorkester. På den tid bragte man ofte i radioen en programtype, der blev kaldt "litterær-musikalsk suite": Et digt, et stykke musik, et digt og så videre. Man brugte ofte eksisterende musik, men til tider blev ny musik bestilt. Flere værker af bl.a. Lars-Erik Larsson har den baggrund.

Det meste af denne musik er nu revet løs fra sin litterære tilknytning, men Förklädd Gud fra 1939 har beholdt sin oprindelige form, og spilles stadig ofte, i Sverige gerne ved festlige lejligheder. Værket er komponeret for recitation, solister, kor og orkester, og Lars-Erik Larsson har i Förklädd Gud tilstræbt enkelhed med et frisk, lyrisk og melodiøst udtryk.

Musikken blev skrevet i 1939 og havde radiopremiere i 1940. Det kan virke som eskapisme at skabe denne idyl på et tidspunkt, hvor verden stod i flammer - men værket starter med en prolog - et motto, som ændrer perspektivet:

Ikke for de stærke i verden, men de svage,
ikke for krigere, men bønder som har pløjet
deres jordlod uden at klage
spiller en gud på fløjte.
Det er en græsk saga...

De linier fandtes ikke, da Hjalmar Gullberg første gang skrev sin suite "Förklädd Gud" i 1933. De blev tilføjet 6 år senere, da nazismens fremmarch syntes at gøre alt til et spørgsmål om, hvem der er stærkest. I både tekst og musik er Förklädd Gud blevet til et forsvar for alt, hvad er er værdigt og enkelt.

Förklädd Gud opførtes for første gang af Akademisk Kor i Tivolis Koncertsal 2002.


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 19-04-2002. Opdateret: 25-05-2002 af Werner Knudsen