Ankersten

Af Peter Johannes Erichsen

DERUDE på Sankt Hans Torv pranger den store skulptur. Kæmpe kvadre i væltet korsform. Nu er der påskesol, og folk sætter sig på stenene lige så vippende som bygningsarbejdere højt over New York engang i 1930rne.

Ovre ved Johanneskirken vokser køen til opførelsen af Bachs Matthæus-Passion denne palmesøndag. Det er en kirke med et næsten botanisk indre, så frodigt stiger søjlerne til vejrs og bærer dueblå hvælv med isprængte stjerner. Selve altertavlen er fad, men glasmosaikken til højre i koret forestiller en blussende Maria Magdalene. Her kl. 15 luer hendes skikkelse forjættende. 3½ time senere har mørket indfundet sig, og hun er ikke længere til at skelne. Passionen er nået til langfredagaften, Jesu gravlæggelse, hvor bassolisten udmaler den første nats komme uden Guds søns tilstedeværelse på Jorden. »Am Abend, das es kühle war« – og så begynder den ømt roterende arie med det gentagne »Ich will Jesum selbst begraben« – selve ankerstenen i Matthæus-Passionen ligesom den sene trompetarie i Händels Messias, som også er for bas og sætter et uomgængeligt krav til den maskuline sangkraft.

HER står så John Lundgren og indfrier alt dette foran Akademisk Kor og Orkester, hvis dirigent Nenia Zenana holder styr på de i alt 160 medvirkende med en dansende gestik som en vilter retfærdighedsgudinde. Hun sammenligner selv Bachs gigantiske værk med de farvede pinde i et mikadospil, hvor alle skal være fri af hinanden og alligevel pege i samme retning, solens. Ja, det er som at tage hånd om sfærernes musik at løfte Matthæus-Passionen, og dog så lammende jordisk. Her træder Judas frem i sine korte halvhjertede fraser, og Lundgren er for en stund ude af den abstrakte arie-verden og giver en sekundlynende skulen til bedste. Bassen Jakob Bloch Jespersen som Jesus er med sin blide modulerede stemme hensat i en slags trance, men hvad der er nok så henførende er de fremblomstrende arier for sopran og alt, som den lyse Gisela Stille og den mørke Andrea Pellegrini kaster ud til os, sopranen i en rejse fra tindrende glæde til smerte, alten i en rugende sorg, der rummer forklarelsens lys.

Gisela Stille er sprunget ind med ganske kort varsel i stedet for den sygemeldte Julie Borgwardt-Stampe, men partiet hører til hendes faste repertoire. Helt suveræn er tenoren Kristian Sørensen som evangelist, med ekvilibristisk træfsikkerhed og samtidig et næsten drilsk mismod i sit væsen, efterhånden som uhyrlighederne i Jesu lidelsesgang tårner sig op.

Et klart strålende nyt navn oplader sin røst som Pilatus, basbarytonen Simon Duus Svendsen, der former en undrende civiliseret figur midt i det koglende barbari, som den romerske statholder konfronteres med. Koret tordner sit »Barabbam«, da Pilatus spørger, hvem der skal gives fri – og så kommer det grufulde profetiske øjeblik, hvor holocaust-lemmen åbner sig under jøderne, da de villigt påtager sig blodskylden. »Sein Blut komme über uns und unsre Kinder.«

HER sidder aftapningshanen for alt senere jødehad, og Bach lader den korte malstrømsagtige korsats rumme en svimlende indsigt. Da Jesus så dør på korset, sætter ruelsen ind i det næsten henvejrede »Wahrlich, dieser ist Gottes Sohn gewesen«. Skalpelagtigt snitter Bach angeren fri i et hvidt mestersnit. Med dønninger som en glemselsflod ruller det majestætiske slutkor »Wir setzen uns mit Tränen nieder« gennem den pastelfarvede kirke. Udenfor venter den strittende stenskulptur på torvet som et sammenstyrtet Golgata. Lyset inde fra Johanneskirken lader glasmaleriet af Maria Magdalene skinne ud i natten. Hun går på små svastikaer, det er en udsmykning som er godt 100 år gammel. Der var så endnu et syndefald forude.

Johanneskirken ved Sankt Hans Torv palmesøndag.