Play it again

Anmeldelse af Händels Messias koncerter og indspilninger, bl.a. Akademisk Kor 12.12.2001.

Messias. Händels oratorium er skabt nøjagtig 200 år før kultfilmene "Casablanca" og "Citizen Kane". En tonefilm for guder.

Fire uger bruger Händel i 1742. Så er den geniale montage på plads. 52 scener, som snart er kor, snart soloer, veksler mellem det hidsige og det sværmeriske. Se for det indre øje lunten til hallelujah-korets eksplosion blive antændt ved en basstemmes rasen over de jordiske herskeres kortsyn og gnistre videre i et oprørsk kor. Et tenorrecitativ sparker i gløderne, straks flammer tenorariens ildcirkel op - et åndepust, og det berømteste af alle kor rejser sig som en mur. I ugerne op til jul er København brolagt med Messias-opførelser. Vi tog ekstremerne, den vildtvoksende i Domkirken, den farmaceutiske i Radiohuset. På CD-spilleren gjorde vi det samme, nyudgivelserne af indspilningen fra Wien 1959 med Hermann Scherchen og soundtracket fra 1997 fra Paris med Marc Minkowski.

Akademisk Kor og Orkester havde allerede afholdt to Messias-koncerter i Holmens Kirke, da turen kom til Domkirken. Køen, der nåede ned i Fiolstræde, vidnede om et folkekrav om at få oratoriet for fuld udblæsning, for C.F. Hansens mægtige tempeltunnel lægger ikke op til det intime. Dirigenten Nenia Zenana lagde en næsten alkymistisk linie fra basrecitativet For behold, darkness shall cover the world og den påfølgende arie i første del frem til basrecitativet i tredje del Behold, I tell you a mystery og trompetarien lige derefter. Så sent kommer den yderste dags lysskær med dommedagstrompeten, her spillet mageløst af Uffe Fogtman, så tidligt bliver det rugende mørke til at tage og føle på, når man som Zenana udmaler akkompagnementet til arien The people that walked in darkness som sort pastorale. Et modbillede til den idyl med lam, der rent instrumentalt kommer i pifa-stykket lige efter koret For unto us a child is born. Midtvejs i Messias får de onde tunger deres eneste kor, med det hånende let Him deliver him om Guds pligt til at redde den mulige eller umulige Messias. Her vidste Nenia Zenana at vende korets timelange opstemthed til minutters fnysende had. Sangkvartetten Annette Simonsen (alt), Marianne G. Nielsen (sopran), Søren Mulvad (bas) og Kristian Sørensen (tenor) kunne i deres apparition meget vel være en troldkvinde, en prinsesse og to ministre fra en Händel-opera. Yderst apropos. Den suveræne blandt dem var alten.

Netop det parti skulle være glanspartiet ved torsdagskoncerten, hvor den berømte kontratenor Andreas Scholl var ventet. Han skal senere synge titelpartiet i Händels opera Julius Cæsar på Det kongelige Teater. Men Scholl havde fået forfald, kollegaen Michael Chance trådte til i stedet. Først ved opførelsen i Ribe Domkirke blev en alt, Anna Larsson, benyttet. Sangeren Thomas Hemsley sagde engang, at han ville lave en kontralejr for kontratenorer og så sidde og plaffe dem ned fra et vagttårn. Smag og behag. At de efterhånden begynder at spærre vejen for denne verdens vidunderlige kvinder med dybe stemmer i de store barokpartier er et faktum. Chance var anæmisk at lytte til, men det var sopranen Emma Kirkby også, øjensynlig efter eget ønske låst fast i et Dukke Lise-image. Til gengæld var tenoren John Mark Ainsley fortræffelig, bassen David Wilson-Johnson derimod bedaget. Han slap for den komplette trompetarie. O Death, where is thy sting-duetten for alt og tenor blev helt sprunget over, alligevel blev aftenen for lang. Stephen Layton dirigerede som en skjortestryger, der kom intet på højkant her. Undtagen publikum, som han kommanderede op til Hallelujah-koret. I Domkirken fløj folk op af sig selv.

I ens eget hjem er Messias noget man gerne påhører stående. Eftertænksom, hvis man vælger Scherchens vidunderligt åndfulde fortolkning, der nok er dvælende, men også lige med ét gnistrer af sted. Forventningsfuld, hvis man vælger Minkowskis stedse ilende årvågne version. Hans spottekor lyder som en haglbyge, den centrale klagearie He was despised synges forfriskende teatralsk af alten Charlotte Hellekant. Minkowskis sangerstab er oppe på 8, indspilningen er soundtrack til en film af William Klein, så den prægtige mezzosopran Magdalena Kozená får også sin del. Hos Scherchen synger den navnkundige Nan Merriman alle alt-arierne. Tenoren er den ikke mindre legendariske Leopold Simoneau. Hos Minkowski genhører man med glæde John Mark Ainsley. Kontratenoren Brian Asawa snupper dog lidt af Hellekants og Kozenás partier. Kastratenrøverne er over os for good.

Händels Messias.
Københavns Domkirke 2001.
Dirigent Nenia Zenana.
Radiohusets Koncertsal 2001.
Dirigent Stephen Layton.
Konzerthaus Wien 1959.
Dirigent Hermann Scherchen. Westminster 471 232-2.
Salle Debussy Paris 1997.
Dirigent Marc Minkowski.
Archiv 471 341-2.

Weekendavisen, 21.12.2001
Peter Johannes Erichsen