Jul i Valhal
Anmeldelse af Wagners Valkyrien på Dokøen og Händels Messias i Københavns Domkirke 10.12.2005.
Hvordan så Valhal ud? De gamle vikingers forestillinger om en
bygning med 100 porte, så myriader kunne myldre ind uden
besvær, tydes af nogle som de vidtberejste rødskægs
møde med det sikkert let ramponerede Colosseum i Rom. I moderne
Wagner-scenografier føres gigantbyggeriet ajour, og snart ligger
Valhal vel i Shanghai, især efter at man har konstateret, at
havnefronten dér ikke kan bære de nye skyskrabere i
længden. Ragnarok skal kunne lade sig gøre, og ligesom
skibe har bundpropper, burde grundsten til huse vel egentlig være
en vippesten, så man let kunne komme af med mastodonterne igen.
Så meget er sikkert, Operaen på Holmen ligger fast, men
indeni er der råderum for, at alt kan dratte sammen. Wotans
tårnhøje bogreoler i Kasper Holtens "Ring"-vision må
pyroteknisk komme til deres ret helt destruktivt i "Ragnarok". Vi
glæder os. Nu kom opsætningens julepresent. Eva Johansson
trådte frem som Sieglinde i "Valkyrien". I sommer i Bayreuth var
hun gæv nybyggerkone i partiet, med eget jagtgevær, hvormed
hun kunne true den ukendte vagabond Siegmund, da han trængte ind
i hendes højloftede landidyl. Nu i København er hun
luvslidt Hausmutter i noget, der ligner de sidste frynser af Det tredje
Rige. Kasper Holten har lagt det sådan til rette, at Sieglinde
mander sig mere og mere op for til slut i førsteakten at
trække det sværd ud af træstammen, som Wagner og alle
senere operaførere har reserveret som en kraftprøve for
Siegmund.
Det schwung gør Eva Johansson fuldstændig plausibelt.
Havde Wotan kigget ned fra sine skyer i det moment, ville han have
ladet Brünnhilde vende tilbage til valkyrieflokken som menigt
medlem og i stedet have betroet denne gæve Sieglinde at
fortsætte ud i verden med sværdet og nå frem til
Fafners hule som probat dræberske.
Sådan skal det imidlertid ikke gå, og Eva Johansson
følger Sieglindes deroute i anden og tredje akt fantastisk
på vej. Vanviddet, der har luret diminutivt fra starten,
gråmaler nu hele skikkelsen, men stemmen stiger til tindrende
højder. Det blik med vredessvulmen over panden, som Eva
Johansson har tilfælles med Claudia Cardinale, bliver
ætsende af smerte. En verdenspræstation med en stemme, som
hensætter os i den dybeste ro, fordi vi kender dens sikre
spændvidde. Som Isolde på Semperoperaen i Dresden var
skiftet fra troldkvinde til elskerinde mageløst timet, og hendes
Elektra ved Operaens åbning her i København havde samme
kapacitet, blot med direkte kurs mod det sorte intet, hvor Isolde
forgår i lys. Eller er det omvendt? Opløses Elektra i
skæret fra blodhævnens strømme, mens Isolde bliver
til mindestøtte i natten, som kan rumme alle elskende?
I "Valkyrien" lader Kasper Holten Sieglinde være lysvågen
til dødsforkyndelsen, hvor Brünnhilde træder frem for
Siegmund og varsler ham undergangen. Andre dril med
operaførerhunde kommer, når Wotan efter sit foragtfnysende
"Geh’, Geh’" ikke får den fornøjelse, som vi
så gerne ville dele, nemlig at se skurken Hunding falde
død om. Achtung! Stop alle udgange. Hunding er på fri fod
og bevæbnet! Det har han aldrig været før, ligesom
Wotan under slutopgøret med Brünnhilde på
Valkyrieklippen aldrig er gået i dørken, bedst som han
praler af at have slået Siegmunds sværd itu. Kasper Holten
kan skrive under på Peter Konwitschnys forældelses-devise:
i opera er det først regibemærkningerne, der
forældes – så er det lokaliteterne – så
måske handlingen – men aldrig musikken. Og hvad den kan
bære, må så den nye tid vise. Det er derfor, at
operakunsten har fremtiden for sig. Ingen, der ikke har holdt jul i
Valhal, kan for alvor give et signalement af Odin.
Vi lader de gamle juletørstende vikinger prøve en gang
til. Nu træder de ind i en af kejserdømmets store
basilikaer, måske har det været en svømmehal, men
bersærkerne er tilfældigvis ikke i Rom, men i
København, hvor C.F. Hansens Frue Kirke lige ved første
syn må virke velgørende hedensk. Deroppe for enden
hænger ingen frelser på korset, men Jupiter må det
vist være, der spiller gæstfri i tempelnichen med
åbne arme. Statuerne på vejen derop er vel græske
vismænd eller hvad? Bliver man i arkaderne ovenpå, ligger
der mennesker så langt øjet rækker og har det
vidunderligt.
De er i Händel-solarium, "Messias" opføres af Akademisk Kor
& Orkester, og lyden er allerbedst heroppe. Mange musikanmeldere
går uden om Domkirken, da de ikke mener, at den overhovedet er
til at spille i. Banegårds-"Messias" er sikkert deres
arkiveringskode. De, der ikke kan nøjes med
cykelskurs-"Messias", kender derimod deres besøgelsestid og
fylkes under C.F. Hansens kassetterede hvælvinger. Så
kommer bølgen. Koret har et fremragende løft under
dirigenten Nenia Zenana, orkestret drømmer ikke om at være
anæmisk, og det hele flankeres af fire sjælfulde solister,
sopranen Ditte Højgaard Andersen, alten Tine Bye Sandorff,
tenoren Michael Kristensen og bassen John Lundgren. Händel har
sørget for at gøre sopranen sangvinsk og alten
melankolsk, men sangerinderne her formår at anfægte det
muntre og gøre det triste smægtende.
Mændene derimod er støbt færdige som
ubønhørlig bas og eksalteret tenor. Der bliver meget at
tale om på langskibet hjem til Jomsborg. Især hvor
sælsomt det var, at Nenia Zenanas arme blev til rene svanevinger
under det mest trykkogende soliststykke, bassens dommedagsforkyndelse
"The trumpet shall sound", med solotrompetisten Uffe Fogtmann i
humør til de dristigste forsiringer. Midt i koret troner
Thorvaldsens dåbsengel, i størrelse 1:1 i forhold til de
omgivende sangere. Det er her under trompet-arien, at englen synes at
glippe med øjnene. Vingerne er i ro. De sidder kun på
dirigenten. Nenia Zenana er fjernt fra de sortfjerede valkyrier ude
på Holmen, selv om hun selv er klædt i sort.
Valkyrieridtets flænselyst er af denne verden, med
champagneflasker og det hele. Hallelujah-koret er det i lige så
fuldt mål, men det er en anden verden.
Weekendavisen, 16.12.2005
Peter Johannes Erichsen