Lyre Jul i Valhal

Anmeldelse af Wagners Valkyrien på Dokøen og Händels Messias i Københavns Domkirke 10.12.2005.

Hvordan så Valhal ud? De gamle vikingers forestillinger om en bygning med 100 porte, så myriader kunne myldre ind uden besvær, tydes af nogle som de vidtberejste rødskægs møde med det sikkert let ramponerede Colosseum i Rom. I moderne Wagner-scenografier føres gigantbyggeriet ajour, og snart ligger Valhal vel i Shanghai, især efter at man har konstateret, at havnefronten dér ikke kan bære de nye skyskrabere i længden. Ragnarok skal kunne lade sig gøre, og ligesom skibe har bundpropper, burde grundsten til huse vel egentlig være en vippesten, så man let kunne komme af med mastodonterne igen.

Så meget er sikkert, Operaen på Holmen ligger fast, men indeni er der råderum for, at alt kan dratte sammen. Wotans tårnhøje bogreoler i Kasper Holtens "Ring"-vision må pyroteknisk komme til deres ret helt destruktivt i "Ragnarok". Vi glæder os. Nu kom opsætningens julepresent. Eva Johansson trådte frem som Sieglinde i "Valkyrien". I sommer i Bayreuth var hun gæv nybyggerkone i partiet, med eget jagtgevær, hvormed hun kunne true den ukendte vagabond Siegmund, da han trængte ind i hendes højloftede landidyl. Nu i København er hun luvslidt Hausmutter i noget, der ligner de sidste frynser af Det tredje Rige. Kasper Holten har lagt det sådan til rette, at Sieglinde mander sig mere og mere op for til slut i førsteakten at trække det sværd ud af træstammen, som Wagner og alle senere operaførere har reserveret som en kraftprøve for Siegmund.

Det schwung gør Eva Johansson fuldstændig plausibelt. Havde Wotan kigget ned fra sine skyer i det moment, ville han have ladet Brünnhilde vende tilbage til valkyrieflokken som menigt medlem og i stedet have betroet denne gæve Sieglinde at fortsætte ud i verden med sværdet og nå frem til Fafners hule som probat dræberske.

Sådan skal det imidlertid ikke gå, og Eva Johansson følger Sieglindes deroute i anden og tredje akt fantastisk på vej. Vanviddet, der har luret diminutivt fra starten, gråmaler nu hele skikkelsen, men stemmen stiger til tindrende højder. Det blik med vredessvulmen over panden, som Eva Johansson har tilfælles med Claudia Cardinale, bliver ætsende af smerte. En verdenspræstation med en stemme, som hensætter os i den dybeste ro, fordi vi kender dens sikre spændvidde. Som Isolde på Semperoperaen i Dresden var skiftet fra troldkvinde til elskerinde mageløst timet, og hendes Elektra ved Operaens åbning her i København havde samme kapacitet, blot med direkte kurs mod det sorte intet, hvor Isolde forgår i lys. Eller er det omvendt? Opløses Elektra i skæret fra blodhævnens strømme, mens Isolde bliver til mindestøtte i natten, som kan rumme alle elskende?

I "Valkyrien" lader Kasper Holten Sieglinde være lysvågen til dødsforkyndelsen, hvor Brünnhilde træder frem for Siegmund og varsler ham undergangen. Andre dril med operaførerhunde kommer, når Wotan efter sit foragtfnysende "Geh’, Geh’" ikke får den fornøjelse, som vi så gerne ville dele, nemlig at se skurken Hunding falde død om. Achtung! Stop alle udgange. Hunding er på fri fod og bevæbnet! Det har han aldrig været før, ligesom Wotan under slutopgøret med Brünnhilde på Valkyrieklippen aldrig er gået i dørken, bedst som han praler af at have slået Siegmunds sværd itu. Kasper Holten kan skrive under på Peter Konwitschnys forældelses-devise: i opera er det først regibemærkningerne, der forældes – så er det lokaliteterne – så måske handlingen – men aldrig musikken. Og hvad den kan bære, må så den nye tid vise. Det er derfor, at operakunsten har fremtiden for sig. Ingen, der ikke har holdt jul i Valhal, kan for alvor give et signalement af Odin.

Vi lader de gamle juletørstende vikinger prøve en gang til. Nu træder de ind i en af kejserdømmets store basilikaer, måske har det været en svømmehal, men bersærkerne er tilfældigvis ikke i Rom, men i København, hvor C.F. Hansens Frue Kirke lige ved første syn må virke velgørende hedensk. Deroppe for enden hænger ingen frelser på korset, men Jupiter må det vist være, der spiller gæstfri i tempelnichen med åbne arme. Statuerne på vejen derop er vel græske vismænd eller hvad? Bliver man i arkaderne ovenpå, ligger der mennesker så langt øjet rækker og har det vidunderligt.

De er i Händel-solarium, "Messias" opføres af Akademisk Kor & Orkester, og lyden er allerbedst heroppe. Mange musikanmeldere går uden om Domkirken, da de ikke mener, at den overhovedet er til at spille i. Banegårds-"Messias" er sikkert deres arkiveringskode. De, der ikke kan nøjes med cykelskurs-"Messias", kender derimod deres besøgelsestid og fylkes under C.F. Hansens kassetterede hvælvinger. Så kommer bølgen. Koret har et fremragende løft under dirigenten Nenia Zenana, orkestret drømmer ikke om at være anæmisk, og det hele flankeres af fire sjælfulde solister, sopranen Ditte Højgaard Andersen, alten Tine Bye Sandorff, tenoren Michael Kristensen og bassen John Lundgren. Händel har sørget for at gøre sopranen sangvinsk og alten melankolsk, men sangerinderne her formår at anfægte det muntre og gøre det triste smægtende.

Mændene derimod er støbt færdige som ubønhørlig bas og eksalteret tenor. Der bliver meget at tale om på langskibet hjem til Jomsborg. Især hvor sælsomt det var, at Nenia Zenanas arme blev til rene svanevinger under det mest trykkogende soliststykke, bassens dommedagsforkyndelse "The trumpet shall sound", med solotrompetisten Uffe Fogtmann i humør til de dristigste forsiringer. Midt i koret troner Thorvaldsens dåbsengel, i størrelse 1:1 i forhold til de omgivende sangere. Det er her under trompet-arien, at englen synes at glippe med øjnene. Vingerne er i ro. De sidder kun på dirigenten. Nenia Zenana er fjernt fra de sortfjerede valkyrier ude på Holmen, selv om hun selv er klædt i sort. Valkyrieridtets flænselyst er af denne verden, med champagneflasker og det hele. Hallelujah-koret er det i lige så fuldt mål, men det er en anden verden.

Weekendavisen, 16.12.2005
Peter Johannes Erichsen

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 05-05-2006. Opdateret: 07-06-2006 af Werner Knudsen