Jul i Nørregade
Scene. Händels Messias i Københavns Domkirke og Dickens' juleeventyr i Folketeatret.
NED gennem Nørregade i København, et både tomt og
forjaget strøg på grund af ensretningen og de
retmæssigt kørendes glade herresving. Her kørte
engang sporvogn. Elsa Gress' gamle far standsede den tit i vrede,
når han skråede fra frokoststuen Kannibalen over til muren
ved Sankt Petri kirke. Han lignede en
Diogenes på jagt efter sin tønde.
Nu trækker julen folk ind i Domkirken til Händels
»Messias« og ind i Folketeatret til Dickens' »Et
juleeventyr«. Engelske glæder. Køen til Domkirken
strækker sig på de udvalgte dage helt hen til Jorcks
Passage, hvor en distingveret mand står og deler invitationer ud
med »Fri Champagne«. Det er dog til et andet etablissement.
Vi bliver i køen.
Domkirken har været sidste arkitektoniske skrig, få
år efter at Mozarts enke Constanze flyttede fra København
i 1820. C.F. Hansens voluminøse basilika kan godt i sit indre
agere scenebillede til Mozarts sidste opera om kejser Titus' mildhed,
»La clemenza di Tito«. Det er jo nok så meget Jupiter
som Jesus, der står deroppe i fuld vigør og åbner
favnen, hvor der i en normal kirke ville hænge et anråbende
krucifiks med Frelseren fortabt for en stund. Ser man sig om blandt
Thorvaldsens rækker af apostle, kender hverken Peter eller Paulus
deres besøgelsestid. Paulus tror stadig, at sværdet skal
svinges. Peter synes at være ved at droppe nøglerne.
Midtvejs nede i hovedskibet er Jakob med rejsehat allerede ved at se
sig om i retning af andre himmelstrøg. Spanien rimeligvis. Ja,
hvem der kunne skære det pragtfulde tårn af Frue Kirke og
sætte det på en sydskrænt ved Middelhavet. Så
havde man dog endelig fået et arbejdsværelse af karat.
DET er ikke fornuftsstridigt at opføre Händels oratorium
»Messias« i en fantasi over det oldromerske frigidarium.
Når her er fyldt, kigger folk ned fra de riflede balustrader som
bipersoner på et Veronese-maleri. Hvor koret har bænket
sig, troner Thorvaldsens blege, men beslutsomme dåbsengel midt
mellem de syngende. Når man synes, at den begynder at synge med,
er magien på sit højeste. 1200 mennesker saliggøres
i et sug herinde. Dirigenten for Akademisk Kor og Orkester, Nenia
Zenana, styrer forløbet som en superhyrdinde. Dulmende og
jublende i sine anslag fremelsker hun en skyggefuld pastoral klang
så mange steder, som det overhovedet kan lade sig gøre.
Når glæden derimod skal eksplodere, udsynges frasen
»wonderful« med kraft som i en musical om nybyggere.
Forrest ud mod publikum står de fire solister, Marianne G.
Nielsen, Ulla Kudsk Jensen, Kristian Sørensen og John Lundgren.
Sopran, alt, tenor og bas. Händels sindrige krummelurer kolorerer
dem langsomt til figurer vi kender: sopranen er kåd som
egypterdronningen Cleopatra, alten melankolsk som feltherreenken
Cornelia, tenor og bas deler Cæsars snilde og kraft. Det
kongelige Teaters pragtopførelse af Händels »Julius
Cæsar« må stadig sidde mange i blodet. Et hedensk
værk proppet med erotik og intriger. I »Messias«
lutres karaktererne, de fire sangere er både helsebringende og
larger than life.
Samtidig udgør storværket sin egen fremadskridende
arkitektur. Førstedelen med bebudelsen er turen op gennem
langskibet, med andendelens lidelseshistorie nås alteret,
fingerspidsberørt med alt-arien »He was despised«,
og hallelujah-koret hvælver barokkuplen over det hele. At der
så byggeteknisk set i tredje del med bas-arien »The trumpet
shall sound« ryger en kampanile til vejrs om kap med
dommedagsvisionen er simpelthen forrygende drastisk.
PÅ Folketeatret har instruktøren Vibeke Wrede skabt en
perle af en forestilling med dramatiseringen af Charles Dickens' grumt
tilrettelagte og forsonende forløste »Et
juleeventyr« om gnieren Scrooge, der skal firdobbelt
forskrækkes, før han linder på pengesækken og
skænker andre juleglæde. Opførelsen har et
skuespillerhold, der er fuldkommen velafstemt indbyrdes. Plantet i en
overraskelsesfyldt scenografi af Marianne Nilsson, til tonerne af
engelske christmas-carols, tunet af kapelmester Fini Høstrup til
Jesper Kjærs susende danske tekster. Der bliver også tid
til næsten svimlende pardanse i Birgitte Næss-Schmidts
koreografi, og det sidste teaterkup kommer, da den optøede
Scrooge lader et naturstridigt stort juletræ slæbe ind til
nevøens julefest.
Denne søndag eftermiddag har Steen Springborg fri som Scrooge,
der i stedet spilles med applomb af Mikkel Vadsholt. Han får den
filmvante til at tænke på amerikanske Charles Durning, der
så ofte har lunet med sin knarvorne listighed og så dog har
kunnet bøje sig for godhedens realiteter. Vadsholt har som kerne
i sin Scrooge en ufravigelig belevenhed, selv midt i de værste
fedterier. Den begsorte juleånd, der skræmmende viser
Scrooge den kommende jul, har som absolut trumf, foruden fremtidskigget
på Scrooges egen kolde død, fattigbegravelsen af
krøblingen Lille Tim, som en god læge ville kunne have
reddet denne jul for gode ord og betaling. Händels indledningsarie
»Comfort Ye« fra »Messias« synges
skælvende ved graven. Til gengæld er den første af
julens ånder i Siff Line Anderssons sjæleklare fremtoning
en rigtig hjerteknuser i sammenligning med Thorvaldsens tavse
knæler henne i Domkirken.
Hvad julestemning er, havde Nørregade således hele to
så forskelligt jublende bud på. Tog den blide vintervind i
en gammel mands frakke nok en gang?
Domkirken. Händels »Messias« med Akademisk Kor og Orkester dirigeret af Nenia Zenana. 9. & 11. december
Weekendavisen 15. december 2006, 3 sektion, kultur, side 13
Peter Johannes Erichsen
Akademisk
Orkester og
Kor, e-mail aok@kor.dk