Goddag og farvel

Af Peter Johannes Erichsen

DOMKIRKEN i København. Den hedder Vor Frue Kirke, men der er ikke det mindste spor af Madonna med barnet. Så er det jo godt, at det ikke er Monteverdis Vespermesse til den hellige Jomfru, der er blevet tradition for her op til jul, men Händels slagkraftige »Messias«. For Frelseren hænger ikke på krucifiks herinde, men står altfavnende deroppe bag alteret omgivet af hedenske tempelsøjler.

På et sent tidspunkt, længe efter at Hallelujah-koret har braget gennem basilikaen, kommer så trompetarien. Det er blevet tid for det skingre dommedagssignal. Den mandlige sangsolist udmaler de dødes opstandelse, så der ikke er noget at tage fejl af. Ved julekoncerten nu i december 2007 var det den unge norske baryton Johannes Weisser, der som en tordnende søjlehelgen gjaldede ud i hvidhedens stenlandskab. Sådan havde han koncerten igennem været forkynderen par excellence i Akademisk Kor og Orkesters følsomt festlige celebrering af Händels mesterværk, hvor sopranen Elsebeth Dreisig, alten Maria Hanke og tenoren Marco van de Klundert også funklede.

Kort før Hallelujah-koret blæste basarien »Why do the nations so furiously rage together« ren cyklon fra Weisser, og det voluminøse kor mejede næsten sig selv omkuld med »Let us break our bounds asunder«. Her valgte den medsyngende vævre dirigent Nenia Zenana at forlange uimodståelig malstrøm. Hun kastede sig også ud i en rytmisk slangedans, da »The trumpet shall sound« blev intoneret. Johannes Weisser og den obligate trompetist Uffe Fogtmann gik i barok duel om forsiringer. Det var virkelig larger than life, men besang jo også al tings endemål. Samtidig med, at en verdenssanger denne aften kom os på ganske nært hold. Johannes Weisser er kun 27 år og er allerede den afgørende mozartske stjernebaryton.

På den nyeste indspilning af »Don Giovanni«, med dirigenten René Jacobs, har Weisser titelpartiet, og i 2008 kommer den filmede version fra Baden-Baden i handelen. Næste step bliver Salzburg Festspillene 2009, hvor den forsorne rolle som Guglielmo i »Così fan tutte« venter på Weisser. Han har i efteråret kunnet opleves som Don Giovanni i Peter Konwitschnys krasse iscenesættelse på Komische Oper i Berlin – og så er han faktisk udklækket på Det kongelige danske Musikkonservatorium, har sunget Schuberts »Winterreise« på Rundetårns koncertloft og været Hotel-Leporello i Det kongelige Teaters hæsblæsende »Don Giovanni«-opsætning. Man oplever noget så unikt som en frit svævende røst, der slet ikke lader sig definere strictement som enten bas eller baryton. Den tætte sortladne klangfarve bærer både formørkelse og stråleglans i sig. Det er ligeledes med frivol lethed og ætsende detaljekunst, at René Jacobs lancerer sit historisk musicerede Mozartbillede, drilsk meddigtet af Giorgio Paronuzzi på pianoforte og med Freiburger Barockorchester i strygende koldsindighed. Dette spil er ikke for Mozartkuglesamlere. Her diskes der op med virkelig farlige forbindelser. De hedder Alexandrina Pendatchanska, Olga Pasichnyk og Sunhae Im. I daglig tale Donna Elvira, Donna Anna og Zerlina.