Hellig gejst Hellig gejstHelligåndskirken på Strøget i København må svare meget godt til, hvad Ludwig van Beethoven i sin tid kunne forestille sig af mulige kirkerum, men hans kongeniale samtidige, arkitekten C.F. Hansen, har hos os, Beethoven uafvidende, skabt Missa Solemnis-templet par excellence, den empire-tyranniske Frue Kirke. Byggepladsen må Mozarts enke Constance have skelet til, da hun boede i Lavendelstræde på samme tid som domkirken tog form. Hansens romer-fantasi har siden været en gavmild koncertsal.
Alligevel var det på sin plads, at Akademisk Kor og Orkester var at finde i Helliggejst med Beethovens Missa Solemnis, som det nu traf sig ved afskedskoncerten med ensemblets dirigent gennem 25 år, Morten Topp. For Beethoven er i dette sit vældigste værk ikke blot tidstypisk klassicistisk, men en eksplosiv kortlægger af alle indvundne territorier inden for kirkemusikken. Havde man ikke den liturgiske tekst at holde sig til, kunne man godt tro det var oratoriet Babelstårnet, der her stod sin prøve, med violinspillende bygherre og pulveriserende hærenheder på kollisionskurs.
Topp markerer straks med de indledende cantabile orkestertoner, at her skal synges. Ingen symfoni eller koncert kan angle sådan efter menneskestemmer ustraffet. Og så ligger straffen der alligevel, i den frygtelige instrumentale kasten med kor og sangsolister, der gør Missa Solemnis til det umuligste værk overhovedet i oratorie-verdenen. "Tror han, jeg tænker på hans elendige instrument, når jeg skriver musik," sagde Beethoven til den første violinist, der blev udsat for violinkoncertens wide-screen Vivaldi-panorama. Den samme besked kunne sangerne i Missa Solemnis have fået sort på hvidt, men nu var det Morten Topp, der stedfortrædende kunne kræve det umulige.
En stærk vokalkvartet bestående af Nina Pavlovski, Lotte Hovman, Johnny van Hal og Stephen Milling stod strålende model til de vanvidskast, som Beethoven havde klar. De 4 sangere blev som helgenfigurer, der - rystet sammen under transport - virker ekstra levende og lidenskabelige, og netop derfor beholder deres urokkelighed. Mest de mørke stemmer, Hovmans og Millings.
De tre store orkester- og korhængsler, som Credo-satsen svinger ind på med trosbekendelsen, blev lige så himmelsk malmfulde, som kontrasten med den nedrige krigsmusik i Agnus Dei-satsen blev det ondes klare nederlag. Det sublimeste sted i hele værket, den fjerne tone fra Ravennas basilikaer i "Et incarnatus est", hvor kor og solister nærmest henånder Jesu fødsel, lykkedes gribende. Den sindets ro kom først igen, da alt var forbi og koret tog afsked med Morten Topp, ved under ledelse af Stefan Haugland at synge "Abschiedslied" af Johannes Brahms. Stjernestunden kender sine træf. Engang lagde pianisten Sviatoslav Richter sin jernnæve over Beethovens "Diabelli-variationer" ved en drønende koncert i Tivoli, men først da han som ekstranummer gav en få takters fingersætning af Wagner, mærkede vi velsignelsen.
Engang for mange år siden stod de kommende verdenssangere Robert Hale og Inga Nielsen som Adam og Eva i Haydns "Skabelsen" og lod sig lede gennem det tyste paradis af Morten Topp ved en af Akademisk Kor og Orkesters mange mindeværdige koncerter. Nu skal ensemblet finde videre på de frodige stier. En ny korleder vil komme. Vi takker for de mange glæder og glæder os. Bachs Magnificat vil være at høre i Helligåndskirken 28. oktober.
Weekendavisen, 7.4.2000
Peter Johannes Erichsen