LyreAndrea Pellegrini

Andrea Pellegrini
Andrea Pellegrini, mezzosopran, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1998-2003 og fra Operaakademiet 2003-2006.

Andrea Pellegrini debuterede på Det Kongelige Teater som Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla i 2006, hvorefter hun samme sted sang Annius i Mozarts Titus, Alisa i Donizettis Lucia di Lammermoor, Valencienne i Lehárs Den glade enke og Zaida i Rossinis Tyrken i Italien. På Den Jyske Opera har hun sunget Cherubino i Mozarts Figaros Bryllup, Idamante i Mozarts Idomeneo og Beppe i Mascagnis L'amico Fritz, og på Opera Hedeland Mercedes i Bizets Carmen, 2. Dame i Mozarts Tryllefløjten, Adalgisa i Bellinis Norma, og Suzuki I Puccinis Madame Butterfly. I 2016 debuterede hun som musicalsanger i Østre Gasværks store satsning Jordens Søjler i rollen som Ellen, for hvilken hun blev nomineret til årets musicalsanger af Cph Culture.

Gennem hele sin karriere har Andrea vist en særlig interesse for de genrebrydende kunstformer og for at bringe den klassiske musiktradition ud over rampen i nye sammenhænge. Dette har ført til udviklingen af helt nye musikalske værker i grænselandet mellem genrer, samarbejde med TV2 bandet, Martin Hall, fortolkninger af Beatles-sange, mm.

I 2008 modtog hun Musikanmelderringens Kunstnerpris, og hun har både før og siden modtaget et hav af priser, bl.a. Roager Fondens Talentpris 2005, Det Danske Wagnerselskabs stipendiat for unge sangere i 2006, Reumerts Talentpris i 2007 og Folmer Jensens Legat fra Tivoli i 2009.

Andrea Pellegrini var for første gang solist med Akademisk Kor i Mendelssohns Elias 2003. Hun var solist i Bachs Johannespassion 2004, i Dvoraks Requiem 2004 og i Brahms' alt-rhapsodi i juni 2005, i Credo-koncerten 2006, i Bachs Matthæus-passion 2008 og Hameriks Requiem 2012, i Messias 2013 og i Verdis Requiem 2015. Hun er igen solist i Elgars The Dream of Gerontius 2019.

Lyt til Brahms' alt-rhapsodi

Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 28-02-2003. Opdateret: 18-01-2019 af Werner Knudsen