Lyre Fra let til tung

Anmeldelse af koncerten med Akademisk Kor i Tivolis Koncertsal 23.5.2002.

Koncert, 3 stjerner

Den svenske komponist Lars-Erik Larsson komponerede i 1939 værket Förklädd Gud for soli, recitation, kor og orkester. Torsdag kunne man høre den lyriske suite med Akademisk Kor og Orkester og solister dirigeret af Nenia Zenana.

Opførelsen bar præg af et noget utæt orkesterspil, hvor bl.a. blæserne stak ud i indledningsafsnittet, hvilket der delvist rådedes bod på ved de udmærkede fløjte- henholdsvis obosoli i det efterfølgende. Ansatserne var overvejende upræcise, specielt mellem blæser - og strygergruppen. Klangligt var der større helhed og tæthed i korets præstation, skønt der kunne have været gjort mere ud af den svenske udtale, og sangsolisterne leverede fine præstationer for ikke at glemme den fængende recitation.

At Förklädd Gud trods det lidt løse orkesterspil alligevel blev medrivende skyldtes udover kor- og solipræstationerne at visse af afsnittene fremstod meget smukt i den fortolkningsmæssige eller karaktermæssige formning af musikken, ikke mindst i de dynamisk mere heftige afsnit, samt den lethed der rent overordnet formidledes i denne sælsomme og sanselige musik, hvor Gud viser sig i hyrdens skikkelse.

Letheden i Larssons værk forsvandt som dug for solen i den efterfølgende opførelse af Gades romantiske ballade Elverskud.

Der var gennemgående tale om en mørk og tung fortolkning, som man med tanke på den skæbnesvangre tekst om Hr. Oluf, der inden sit bryllup bliver lokket af elverpigerne og ved sin tilbagekomst falder død om, kunne koble fint til det folkelige drama. Men der kunne have været lysnet lidt på det hist og her ligesom tempoet kunne have været en anelse hurtigere f.eks. i allegroafsnittet i første del. For musikken indeholder også lifligere sider og strejf af fjerlette nuancer som i Morgensang i tredjedelens andante. Nuancerne antydedes, men var ikke helt overbevisende i aftenens opførelse

Akademisk Kor og Orkester. Solister: Pernille Bruun, Ulla Kudsk Jensen, Michael Lindberg & Karsten Philip (sang & recitation). Dir.: Nenia Zenana. Tivolis Koncertsal, torsdag.

Berlingske Tidende, 25.5.2002
Mette Rothschild


Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk
Oprettet: 25-05-2002. Opdateret:05-04-2004 af Werner Knudsen