Händel: Israel i Egypten
Händel: Israel i Egypten
Programnoter til Akademisk Kors opførelse søndag den 22. marts 1998 kl. 20.00
Når man taler om Händels oratorier, tænker alle straks på Messias, som nok er det hyppigst opførte af alle klassiske korværker. Men Händel skrev 29 andre oder og oratorier, som man næsten aldrig har lejlighed til at høre. Og det er en skam; for der er mange fremragende værker iblandt, og aftenens oratorium Israel i Egypten må regnes for et storværk på linie med Bachs passioner og Beethovens Missa solemnis. I aften kan de så for anden gang - 260 år efter værkets tilblivelse - høre Israel i Egypten opført samlet i Danmark. Den første opførelse skyldtes i øvrigt også Akademisk Kor og fandt sted i 1992.
Hvis sandheden skal frem, så var det ikke med Händels gode vilje, at han gav sig til at komponere oratorier. Han ville skrive italienske operaer i den højtidelige stil, og det havde han da også haft succes med i London i næsten 30 år. Men nu var smagen skiftet; Londons velhavende borgerskab ønskede musik, der var underholdende, hvor handlingen var kendt i forvejen - og hvor teksten var på engelsk. Og disse behov blev imødekommet af et oratorium til bibelsk tekst.
Under store kvaler fuldførte Händel i september 1738 oratoriet Saul, som vel bedst kan opfattes som en dramatisk opera over et bibelsk emne. Straks efter kastede han sig over et nyt projekt, Israel i Egypten, på grundlag af en af de mest centrale beretninger i det gamle testamente: Israelernes fangenskab i Egypten, Josefs død og slaveriet under Farao, Egyptens 10 plager og flugten over det tørlagte Røde hav, om de forfølgende egyptere, der opsluges i havet, og endelig takkesangen over at være vendt tilbage til det forjættede land, til Kanaens land, som flyder med mælk og honning.
Beretningen tager sit udgangspunkt i slutningen af første Mosebog, hvor israeelitterne synger klagesange over deres leder, Josefs død. Til denne første del af værket benyttede Händel behændigt sin egen sørgeode: The Ways of Zion do mourn, som han havde skrevet året inden, da hans store støtte og trofaste beundrer, dronning Caroline, var død. Ved fikst at ændre she til he, blev sørgeoden en passende 1. del i det nye oratorium. I aftenens opførelse er dog enkelte mere perifere afsnit af denne oprindelige ode udeladt.
Teksten til oratoriets 2. og 3. del blev sammenstillet af bibelsteder af en af Händels beundrere, Charles Jennens, en storskrydende og opblæst adelsmand, som dog ikke var uden litterær og dramatisk sans. Han indså straks, at beretningen fra 2. Mosebog ikke egnede sig til at sætte i musik - den var simpelthen for omstændelig: idelige gentagelser og praktiske bemærkninger. Ikke uden grund har vi betegnelsen for en langtrukken opremsning: op ad stolper og ned ad vægge - som netop er taget fra 2. Mosebog (kap. 12,7). Men beretningen holdt sig gennem tiderne og blev senere gendigtet i kort og knap form i Psalmerne 105 og 106, hvorfra Jennens har taget de fleste af sine tekststeder til oratoriets 2.del.
Det begynder dramatisk: Den ny Farao underkuer israelitterne strengt, og i det indledende sørgekor klager de deres nød til Herren. Han bønhører dem og sender Egyptens 10 plager: Nilens vande til blod - frøernes mængde - bylder og pest - myg og græshopper - hagl - ildstorme - mørke og død. I en række forrygende dramatiske korsatser skildrer Händel begivenhederne. Omsider har Farao fået nok, og israelitterne får lov til at rejse frit. I en lang og idyllisk korsats skildres, hvordan Herren som en hyrde i spidsen for sin hjord fører dem ud af Egypten. Videre går flugten, og i en majestætisk korsats skildres vandringen tværs over det tørlagte Røde hav. Hvad enten dette opsigtsvækkende naturfænomen nu så skyldes guddommelig indgriben, eller som nyere undersøgelser har påpeget: en med nød og næppe undgået planetkollision med jorden, så er det bare en utrolig god historie, og ikke mindre dens fortsættelse: om de svigefulde egyptere, som sender hæren af sted for at dræbe de udvandrede, men hvor vandet kommer brusende tilbage og drukner dem hver og en. Med velberegnet effekt slutter 2. del - ikke med bulder og brag - men helt stilfærdigt med en gammeldags fuga over ordene: Og de troede på Herren og hans tjener Moses.
Hermed er der lagt op til oratoriets 3. del Moses' sang, der er udformet som én stor lovprisning af Herren (2. Mosebog kap. 15). De farefulde begivenheder fortælles igen og igen - især kan man ikke blive træt af beretningen om egypternes heste og ryttere, der drukner i havet. Et forrygende jubelkor indleder og afslutter denne sidste del, hvor solisterne, som her for alvor kommer til orde, kappes med koret om at lovprise Herren. Og musikken er vidunderlig. Händel har næppe i hele sit liv skrevet en mere beåndet, inspireret og genial musik. Den musikalske stil spænder over flere hundrede år fra den tidligste barok til satser med et tydeligt romantisk præg. Helt overvældende er det meget lange kor nr. 33: The people shall hear, der indledes i streng barok stil - som i øvrigt kan genfindes i Messias i koret Surely - men hvor det rytmiske element gradvist går i opløsning som illustration til ordene shall melt away, og hvor overgangen til det forjættede land til slut skildres i en paradisisk, romantisk sats: till Thy people pass over, O Lord, en sats, der kunne være skrevet af Brahms eller Mendelssohn.
Men den opmærksomme tilhører vil også have bemærket, at mange af værkets korsatser - især de mange fugasatser - lyder mere "gammeldags", end Händel ellers lyder. Og det er der en god grund til. Händel var, ligesom sine samtidige storforbruger af andres værker.. Hver gang han hørte en sats, han syntes om, blev den skrevet af og indlemmet i hans private samling. I Israel stod han overfor at skulle skildre noget, der skulle lyde "fra de ældste tider". Hvad var da mere naturligt end at indføje disse gamle komponisters satser i sit nye værk? Derved skabtes ikke blot den rette atmosfære, men han blev også sparet for besværet med selv at skulle komponere noget tilsvarende. Eftertiden har haft travlt med at fordømme Händel for disse tyverier - i vore dage ville han nok snarere blive belønnet for sin eminente sans for at gøre nyt af gammelt !
Den klanglige pragt i Israel bygger først og på
de mange store korsatser - ikke mindre end 35 kor, hvoraf de
fleste er skrevet for 8-st. dobbeltkor, som synger med - og mod
hinanden. Men også de 6 solostemmer med deres pragtfulde
arier og duetter og det for den tid store orkesteropbud gør
Israel i Egypten til indbegrebet af barok overdådighed.
Det tog Händel 4 uger at fuldende dette kæmpeværk.
Førsteopførelsen fandt sted i London den 4. april
1739 - og det blev en fiasko !
Januar 1998
Morten Topp
Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk