Den grimme ælling
Den grimme ælling
Programnoter til Akademisk Kors opførelse lørdag den 9. maj 1998 kl. 16.00
Haydn og Mozart bliver ofte nævnt i samme åndedrag. I deres musik har de da også gensidigt inspireret hinanden, men i deres liv var de modsætninger. Mozart blev født i en gennemmusikalsk familie og blev allerede som barn tiljublet som et geni af fyrster og adelige. Til gengæld døde han glemt og forgældet. Franz Joseph Haydn blev født i 1732, 24 år før Mozart, som søn af en karetmager, og trods et uomtvisteligt musikalsk talent måtte han i sine unge dage hutle sig igennem som akkompagnatør og kammertjener. Først i 1761 fik han et rimeligt levebrød, da han blev ansat som kapelmester hos den musikglade fyrst Esterházy med ansvar for dennes musikere og sangere. Om sommeren gjorde han tjeneste på fyrstens pragtslot i Eisenstadt, om vinteren i palæet i Wien. Han forblev i tjenesten i næsten 30 år indtil fyrsten døde, og hans efterfølger opløste kapellet.
Ved et tilfælde var den engelske impressario Peter Salomon netop da i Wien, og han overtalte Haydn til at medvirke ved en række koncerter i London, hvortil han skulle komponere 12 nye symfonier, de såkaldte "London-symfonier". Både musikalsk og økonomisk blev turnéen en succes, men det der gjorde størst indtryk på Haydn, var mødet med den blomstrende engelske kortradition. I 1791 fik han lejlighed til at overvære både Messias og Israel i Egypten, og man opfordrede ham til at skrive nogle tilsvarende oratorier. Således opstod 1796-98 Skabelsen og i de følgende år Årstiderne.
Teksten til Skabelsen er taget dels fra biblens skabelsesberetning, dels fra Miltons Lost Paradise. Haydn indleder sit værk med meget ambitiøst at give en musikalsk skildring af tiden før skabelsen: Forestillingen om Kaos. Og så følger skabelsens 7 dage:
1. dag. Ærkeenglen Rafael (bas) forkynder: I begyndelsen skabte Gud himmel og jord. Og ærkeenglen Uriel (tenor) fortsætter, støttet af koret: Der blev skabt lys og mørke; orden i stedet for kaos, og en ny verden udspringer af Guds ord.
2. dag. Rafael fortsætter: Og Gud skabte himmelhvælvingen og delte vandene i dem der var under himlen og over himlen. For at adsprede sine tilhørere under de mange opremsninger former Haydn dette recitativ som en quiz: først illustreres handlingen i orkestret, så den dannede tilhører kan gætte på, hvad det mon kan være; og først derefter kommer løsningen: heftige storme, drivende skyer, gnistrende lyn, tordenkrald, regn, hagl og blide snefnug. Nu kommer den tredie ærkeengel Gabriel til stede og beretter med støtte af koret, hvordan englene (som åbenbart har været der hele tiden) forbavses over skaberværket og synger Herrens pris.
3. dag. Rafael fortæller videre, at Herren deler verden op i land og vand, og i en forrygende ny "quiz"-arie kan vi gætte, hvad der er hvad: det brølende hav, de takkede bjerge og sletten, hvor den brede flod snor sig mageligt, og endelig den stille dal, hvor den klare bæk pludrer rask af sted. Gabriel fortsætter med at fortælle om græs og urter, blomster og træer, Tilsyneladende har Haydn fundet det for vanskeligt at illustrere de forskellige grøntsager i toner, så i stedet lader han blot Gabriel synge sin beretning i ophøjet skønhed. Og traditionen tro slutter englene denne tredie dag med at stemme lyren og synge Herrens pris, for Han har klædt himmel og jord i herlig pragt!
4. dag. Ærkeenglen Uriel skildrer skabelsen af sol, måne og stjerner, og da værket jo nu er halvt til ende forener de 3 ærkeengle sig med alle de menige engle i en jubelsang : Himlene fortæller om Guds storhed - Hans hænders værk tegner sig på firmamentet. Og ganske vist hvilede Herren først på den syvende dag - men allerede her på dette sted har Haydn ment, at hans tilhørere skulle have en pause.
2. del.
5. dag. Gabriel beretter nu om skabelsen af fisk og fugle, og i den virtuose "fuglearie" fortælles igen på "quiz"-maner om den stolte ørn, den glade lærke, de kurrende duer og sidst, men så sandelig ikke mindst den lille nattergal, som her ved skabningens begyndelse ikke er stemt til klage, men kun til yndig sang. Rafael fortæller nu, ledsaget af mørke, dybe strygere om de store hvalfisk på det dybe vand. Og for at vi nu ikke skal glemme alle de mange ting, der er skabt, så gentager de 3 ærkeengle hele historien én gang til, og englekoret stemmer i: Herren er stor, stor er hans magt, og evigt, evigt varer hans ry!
6. dag. Det er så dyrenes dag. I et prægtigt recitativ beretter Rafael, atter på "quiz"-maner, om den brølende løve, den smidige tiger, den hurtige hjort og den ædle hest. Senere følger det gumlende kvæg, det blide får , en sværm af insekter og krybende slanger.
I den følgende arie lovprises alle de levende skabninger, men, men - der mangler jo noget. Noget som kan være taknemmelig for Guds værk, noget der kan prise Guds godhed: Mennesket ! Og så synger Uriel om manden, skabt med værdighed og højhed, begavet med skønhed, styrke og mod, naturens konge. I disse ligestillingens tider giver det os mænd lidt af selvtilliden tilbage at læse sådanne linier. Men også kvinden prises højt, som hun smiler til ham i kærlighed, lykke og fryd ! Det tjener Haydn til ære, at han præsenterer de to køn med nøjagtig den samme, ophøjede musik. Og endnu engang må englekor og ærkeengle kappes om lovsang til Herren.
3. del.
7. dag er hviledagen, og det er ikke let at omsætte i en dramatisk musikalsk fremstilling. I stedet præsenteres de 2 første mennesker, Adam og Eva, der har slumret på rosenskyer, og som nu vågner op til den første morgen, hånd i hånd går de gennem Paradiset for at begynde dagens arbejde: at synge Herrens pris. I en lang og vidunderlig duet med kor får vi nu gentaget skabelsens faser indtil mindste detalje, sluttende med en storslået lovsang i koret. Først her opdager vi, at også Haydn har sin egen lille skabelsesberetning: Jo længere vi kommer i værket, jo dristigere og mere storslået bliver musikken. Først her sætter Haydn kronen på værket. Lovsangen følges op af en gribende samtale mellem Adam og Eva, hvoraf det klart fremgår, at han skal lede og bestemme, hun skal følge og adlyde: Din vilje er min lov, som det hedder.
Teksten giver således et glimrende indblik i det kvindesyn, som man(d) havde i datidens England. Disse tanker følges op i en lang duet mellem Adam og Eva, og føles teksten reaktionær, kan ingen undgå at bemærke, at Haydn her har skrevet aldeles dejlig musik. Men den gamle fyrstetjener ved også, hvordan man gør lykke hos de fine, hos dem der betaler. Miltons epos hedder som nævnt Lost Paradise, og har naturligvis den pointe, at mennesket mistede paradiset, fordi det ikke kunne modstå fristelsen til at spise af kundskabens træ. Men således ikke hos Haydn. Han stopper op, lige før katastrofen indtræder, og lader en sidste gang Uriel komme til orde: O, lykkelige par, og evigt lykkelige, hvis ikke en falsk forvildelse forfører jer til at ønske jer mere, end I har, og til at vide mer, end I bør !!! Eventuelle protester bliver her druknet i den sidste, ultimative lovsang, der omfatter alle de medvirkende: Herren er stor, hans pris skal vare i al evighed. Amen.
Skabelsen fik sin første opførelse i Wien
for 200 år siden, i april 1798, og det blev en overvældende
succes. Få år senere blev værket opført
overalt i Europa. Haydn tilbragte sine sidste år som en
velhavende mand i Wien. Han var nu Europas kendteste komponist
og blev overdynget med hædersbevisninger. Med årene
svigtede kræfterne og den sidste koncert, han overværede,
var i marts 1808 en opførelse af Skabelsen, dirigeret
af Mozarts påståede banemand Salieri. Han døde
en fredelig død i hjemmet i Wien i 1809, 18 år efter
Mozart. Ved sørgemessen opførtes Mozarts Requiem.
Maj 1998
Morten Topp
Akademisk Orkester og Kor, e-mail aok@kor.dk